Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/268

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

kvið. Med hensyn til denne skilte man mellem tolftarkvið, bestaaende af 12 mænd, goden og 11 af ham opnævnte, og búakvið, der opnævntes af den part, som behøvede den og skulde bestaa af 5 eller 9 naboer. Dette naboskab kunde imidlertid regnes ikke blot med hensyn til en af parternes bolig, men ogsaa til stedet, hvor den omstridte gjenstand befandt sig, eller hvor gjerningen var begaaet eller endelig fra et hvilketsomhelst andet synspunkt.[1] Undertiden forekommer ogsaa en fangakviðr, sammensat af ganske frit valgte mænd. Hvad grunden er til, at kviðen paa Island har faaet en saa stærk overhaand ligeoverfor ed med edshjælpere, er et spørgsmaal, som endnu ikke har faaet nogen endelig besvarelse.

Undersøge vi nu de ældste norske love for der at finde spor af et med kviðen ligedannet bevismiddel, saa støde vi virkelig paa nogle enkelte lovsteder, hvilke vi tidligere ikke særlig have omtalt, da de kun vilde have gjort oversigten over det regelmæssige bevissystem mindre klar, men som her gjøre krav paa en nærmere drøftelse.

Fr. 4–5, der omhandler heimsókn og heimsóknarvitni, bestemmer om anklagedes modbevis: „Men den, mod hvem hjemsøgelsesvidnesbyrd bæres, han er banemanden, sand og aabenbar, og værges ikke ved eder, undtagen i det fald alene, at han har været saa fjernt stedt paa den dag, da drabet blev begaaet, at han ikke samme dag kunde fare veien frem og tilbage til og fra drabet, og hvis han var stedt paa thing eller i kirke eller i gjæstebud eller paa skib af 12 aarer eller længere, da bære de 12 gode mænd (þegnar) ham fri (undan bend), som da vare stedte med ham, fri og myndige mænd; men hvis han ikke er stedt paa nogen af disse steder, komme han for sig med jernbyrd, hvis han ikke naar at værges med eder; men hvis de ikke kunne fremføre sit udsagn paa thinge, da skulle to mænd bære det og boge (boka) deres udsagn paa thinget.“ Dette sted har man villet forstaa saaledes, at de nævnte 12 mænd skulde være mededsmænd, hvorfor

man kun har gjort den bemærkning, at tallet 12 var uregelmæs-

  1. Maurer p. a. s. p. 376.