I ethvert fald krævede klagen imødegaaelse, hvis styrke igjen rettede sig efter hins, idet de nævnte forstærkende og forringende omstændigheder og ligesaa indholdet af beskyldningen her viste sin virkning. Imødegaaelsen bestod enten i sagsøgtes edelige benægtelse, enestaaende eller ledsaget af medsværgere, der sandede hans udsagn, eller hvor klagen var meget stærk i at sagsøgte underkastede sig gudsdom, og ligesom dens heldige udfald var fuldt modbevis mod klagen, var dens mislykkelse det bevismoment, der hævede klagen til fuldt bevis.
Foruden klagen havde klageren imidlertid ogsaa et virkeligt bevismiddel i sin haand: skirskotnings- eller erfaringsvidner. I enkelte tilfælder ansaaes skirskotningsvidnernes udsagn saa stærkt, at intet modbevis tillodes. Men regelmæssig bestod modbevis mod fremførte vidner i modvidner af et større antal.
Hermed ere vi imidlertid endnu ikke ganske færdige med de gamle norske bevismidler. Som bekjendt er der bleven yttret adskillig forundring over, at der i Norge ikke har været brugt det bevismiddel, som almindeligst er kjendt under navnet jury, uagtet alle andre nordgermaniske stammer, ja Nordmændenes egne kolonier paa Island og i Nordmandie besad institutet i udviklede former. Det er derfor enhver forfatters pligt, der befatter sig med disse emner, at give sit bidrag ogsaa til hint spørgsmaals opklarelse. At juryen eller som den i Sverige og Danmark kaldtes nævnden og paa Island kviðen var et bevismiddel og ingen domstol eller led i en saadan, er af Schlyter og Maurer tilstrækkelig godtgjort.[1] I Sverge skilte man mellem tre slags søgsmaal, vitnismál, dulsmál og nefndamál, eftersom beviset blev at føre med vidner, med benægtelsesed og edshjælpere eller med nævnd, og denne bestod af et vist antal enten af parterne eller i andre tilfælder af de offentlige ombudsmænd opnævnte mænd, der havde at faststille, hvad der i sagen var sandhed. Paa Island er derimod af hine tre slags sager dulsmaalene paa enkelte spor nær
ganske forsvundne, og beviset føres altsaa ved vidner eller ved
- ↑ Schlyter, Juridiska afhandlinger, Upsala 1836, p. 209; Maurer, Kritische Ueberschau der deutschen Gesetzgebung etc., 5te bind, München 1857, p. 222 o. flg.
