ligt nok skyldes geistlig indflydelse[1], er det vigtigste tilfælde, at en formynder, deg ikke i sin tid ved modtagelsen af myndlingens gods har sørget for at skirskote værdien under vidner, maa finde sig i, at myndlingen ved opnaaet myndighed ved sin ed uden meded fastsætter, hvad han har at udrede ham[2]; som man ser, er her den hele regel imidlertid bygget paa den betragtning, at der fra formynderens side forelaa en pligtforsømmelse, der ikke kunde falde bedre ud for ham, og der lader sig herfra ingen analogier trække til klagerens stilling i almindelige fald.
Ville vi nu endelig til slutning søge at sammenstille de forskjellige bevismidler i et let overskueligt skema, opdage vi snart, at de ikke alle lade sig henføre til et og det samme ledende grundprincip. Det maa nemlig meget mere siges, at være to af hinanden uafhængige hovedtanker, der i de gamles bevislære træffe sammen og forene sig om at skabe det billede, hvis enkelte grupper vi ovenfor have dvælet ved. Den ene er, at det, som er vitterligt, ikke kan benægtes; den anden, at den formodning om berettigelse, som en mands ord vækker, stiger til vished, naar et forsøg paa at stille en betryggende nægtelse op derimod mislykkes. At vitterligheden enten hvilede paa de for en bestemt leilighed opnævnte vidners personlige iagttagelse eller paa de af skiladomen anerkjendte vidners i tidens løb erhvervede erfaring, have vi ovenfor søgt at vise, ligesom det ogsaa blev fremstillet, hvorledes man fra den tungvindte fordring paa fuld offentlighed i fjölda manna for de fleste tilfælder var gaaet ned til at nøie sig med to vidners erklæring, medmindre modvidner havdes, i hvilket fald det parti seirede, der kunde føre de fleste. I sammenhæng hermed staa ogsaa de sjelden forekommende bekræftelsesvidner, forsaavidt som de kun tjente til at styrke hovedvidnernes udsagn,
og i tilfælde af modvidner ligeledes kun fik betydning, hvis de
