opmærksomhed bragte bygdeopinion altid vilde være af betydelig vægt. Hvad endelig angaar den bemærkning at det var en fordel for klageren, om han ved at fremføre vidner kunde hindre sagsøgtes edsaflæggelse, saa siger den naturligvis hverken mere eller mindre, end at det var fordelagtigt at kunne have sin klage saaledes paa det rene, at modparten ikke kunde fremkomme med nogen benægtelse – ved skirskotningsvidner, eller ikke opretholde den – ved erfaringsvidner; men det var i begge fald vel at mærke benægtelsen og ikke blot benægtelseseden, der blev den sagsøgte umulig, hvilket fandt sit udtryk deri, at selve benægtelsen var strafbart ran.
Vi kunne derfor ikke komme til anden opfattelse, end at den fordel, der efter nutidens ordning kunde synes at tilflyde den sagsøgte gjennem hans adgang til at aflægge benægtelsesed, fuldeligen opveies ved den magt, klagen i oldtidens enge samfundsforhold saavel offentlig gjennem bevisreglerne som privat paa bygdemeningen udøvede. Først eftersom forholdene udvidedes – og det forekommer os, som om denne udvidelse i det bevægede og folkerige Tyskland allerede maa have været paa god vei i en meget tidlig tid – ændredes stillingen, klagens betydning indskrænkedes mere og mere, indtil den blev en simpel anmodning til retten om at tage sagen under sin undersøgelse og dom, og ikke længere hindret af dens moralske vægt paa egnens befolkning kunde sagsøgte skaffe sig sine medsværgere. Men denne udvikling falder for Norges vedkommende betydeligt sildigere end den her behandlede lovperiode, ja er vel endog neppe fuldstændig indtraadt, saalænge mededsmænd overhovedet vare optagne i vort bevissystem.
I det foregaaende have vi med forsæt seet bort fra de faa og enkeltstaaende exempler, som kilderne give paa, at ogsaa klageren kunde styrke sit udsagn med ed og meded. Det er ogsaa kun for ikke at synes overseende, at vi her ville gjøre opmærksom paa dem; de danne nemlig saa singulære undtagelser, at de ikke bør have den ringeste indflydelse paa opfatningen af retssystemets principper. Bortseet fra en sætning i kristenretterne, hvilken tyde-
