meget engere skjønnes derimod dennes forbindelse at have været med skiladomen og navnlig giver Gul. kap. 37 herpaa et karakteristisk bevis. Idet nemlig dette sted bestemmer, at lyritared skulde benyttes, hvor gjældsfordringen var 3 øre eller vderover, tilføier den: „derpaa skal man nægte med lyritared, indtil summen stiger til et halvt (stort) hundrede, det er halvottende mark eller mere, da skal man fordoble lyritareden, lægge bogen paa tærskelen og tage den op, og de samme mænd skulle aflægge eden (nok engang)“. Af dette ældgamle bud sees det altsaa, at lyritareden var saa uadskillelig forbunden med skiladomen, at man, selv hvor den deri liggende sikkerhed fandtes liden nok, dog ikke formaaede at rive sig løs derfra og øge edshjælpernes antal, men maatte indskrænke sig til den ligesaa kunstige som antikke og betegnende fordring, at lyritareden for større krav skulde aflægges to gange af de samme mænd. Ligeoverfor denne bestemmelse sees Bj.kap. 52, der tillader skiladomen at paalægge settared, tydeligt at være en meget nyere forbedring, saameget mere som Fr. 5–42 og Bj. kap. 154 udtrykkelig sige, at lyritared skulde bruges, hvor stort end kravet var. Men en saadan fastholden ved en regel, hvori der dog viser sig trang til ændring, tyder med bestemthed paa en eng og oprindelig tankeforbindelse mellem de to instituter, som man har saa vanskeligt for at skille ad, og da dette stemmer godt overens med den uselvstændige stilling, lyritareden indtager i thingsagerne, tør det maaske med nogen grad af sandsynlighed antages, at lyritareden kun fra først af er bleven benyttet af skiladomen. Da dennes brug imidlertid atter indskrænkede sig til de civile sager angaaende penge og gods, vilde heraf følge, at det oprindelig kun var i saadanne søgsmaal, at lyritareden anvendtes, og herved komme vi da atter tilbage til den ovenfor fremsatte gjætning, at lyritared egentlig betyder stavsed. Staven synes nemlig efter alle de forbindelser, hvori den forekommer, nærmest at have betegnet eiendom og paastaaet raadighed, hvilken ved kjøb overgik til kjøberen, ved forbud stilledes op imod den indtrængendes anmasselser og ved sagsanlæg forsøgtes gjort gjældende mod de sagsøgte. Intet turde da være rimeligere, end at den, der ved benægtelsesed forsvarede sin eien-
