dom, brugte staven paa lignende maade, eller for at udtrykke det samme i omvendte ordelag, at lyritareden har været knyttet til de civile søgsmaal og først efterhaanden ogsaa er bleven benyttet i thingets straffesager. Antages dette at pege i den rigtige retning, vilde den næste slutning være, at lyritareden oprindelig har været den eneste af skiladomen anvendte ed. Sees hen til ordets ælde, og denne eds anseelse og brug i sammenligning med én- og tomandseden, synes det ogsaa meget sandsynligt, at disse ere af yngre alder og skylde trangen til en klassifikation nedad sin tilblivelse, paa samme maade som en lignende trang opad tilsidst ogsaa bragte skiladomen til at paalægge settared; thi den sidste tilhører ligesaavel som tylftareden fra først af tydeligt nok kun thinget.
Til disse fem arter af vidner føie de gamle love endnu en sjette, det saakaldte store vidne, gudsdommen. Hvor det ikke var muligt at erholde fuldgyldigt menneskeligt vidnesbyrd, tyede man til den høieste personlighed og indhentede gjennem en under religiøse ceremonier foretagen prøve, der kun ved et mirakel kunde faa et heldigt udfald, verdensdommerens udsagn. Som man vil se, ligger der følgelig for dette bevismiddel ganske den samme betragtning til grund, som for det egentlige vidnebevis og mededsinstitutionen: man stolede ved dem alle paa paalidelige personers erklæringer.
Hermed have vi gjennemgaaet de forskjellige former, hvorunder et vitni, et vidnesbyrd efter den gamle norske retsanskuelse kunde afgives. Tilbage staar at betragte parternes egen stilling i bevissystemet. I sin renhed sees denne bedst i de sager, hvor klageren paa sin side ikke førte vidner og den sagsøgte paa sin kunde indskrænke sig til med sin eneed at benægte paastanden. Tænke vi os nemlig her eden borte, saa beholde vi i den nøgne benægtelse et forsvarsmiddel, der ikke besad befriende evne; thi det var først den tilgift af paalidelighed, som den høitidelige edsform meddelte, hvorved benægtelsen blev stærk nok til at tilbageslaa anklagen. Med andre ord, den moderne sætning, at sagsøgtes nei er ligesaa godt som sagsøgerens ja, gjaldt ikke i den gamle bevis-
