kvöð ok lyritar, saa kan korrespondentsen med lög her forklares paa dobbelt maade, nemlig enten saaledes, at lyrit betegner et til lög svarende begreb, hvilket i saa fald ikke godt kunde være andet end rettighed (laga kvöð ok lyritar altsaa fordring i kraft af almindelig lov og sagsøgerens særskilte rettighed), eller ogsaa saaledes, at det betegner den handlingen ledsagende form. Den sidste gjætning synes at være den nærmest liggende, og ser man hen til det andet udtryk laga kaup ok lyritar, saa lader vistnok kun den sig opretholde, da det ikke skjønnes, at en oversættelse som kjøb i kraft af lov og rettighed (til at kjøbe) under den fuldkomne kjøbefrihed, som herskede mellem samfundets myndige mænd, vilde give nogen god mening. Men standse vi altsaa ved den formodning, at lyrit betegner en vis form, der benyttedes ved kjøb og ved retsligt nedlagte paastande, viser det sig, at heller ikke ordet lyritareiðr eller betydningen af lyrit paa Island som forbud lægger hindringer i veien; thi den samme form kan ogsaa tænkes anvendt ved benægtelsesed og ved forbudsnedlæggelse, og den sidste tør, idet den beholdt vedkommende form længst, ligefrem have faaet sit seneste tekniske navn derefter. Men i saa fald kunne vi ikke undgaa stærkt at mindes den under de norske forbudssager ovenfor omhandlede lovkjævle, om hvilken vi erfor, at den brugtes af samtlige Germaner og saavel ved kjøb, idet staven overgaves den nye eier, som ved kvaða, idet den af sagsøgte kastedes frem for for sig og af klageren ved paastandens fremsættelse holdtes i haanden, saavel ved forbud, idet en retssag, der begyndte med forbudsnedlæggelse, betegnedes med udtrykket sœkja með lagakefli, som endelig ogsaa ved edsaflæggelse, idet eden svores med staven i haand. Om nu lyrit oprindelig ikke var andet end den tekniske betegnelse for staven, medens ordet lovkjævle som yngre og bedre forstaaeligt i tidens løb har trængt sig frem ved siden deraf? Er dette rigtigt, maa vi altsaa oversætte: kaups lage kaup ok lyritar kjøbe lovskjøb og stavskjøb, kveðja laga kvöð ok lyritar fremsætte fordringen efter lov og med stav, og lyritareiðr stavsed, og dette synes alt at være fuldt tilladeligt og tilfredsstillende, ligesom heller intet lader sig indvende mod at antage, at betegnelsen for formen paa
