et ene fra kristenretsligt, det andet fra verdsligt standpunkt, og at forbrydelsen følgelig maatte have været et stridsæble mellem konge og kirke; imidlertid synes dog denne forklaring ganske utilfredsstillende, da de to steder, der tale om ed, klarlig ikke tage hensyn til de almindelige vidner, men kun til hovedsværger og mededsmænd, medens atter de to, der omhandle falske vidner, ikke nævne et ord om nogen edsaflæggelse. Vi tør derfor anse det som bevist, at mened og skræk oprindelig vare to forskjellige ting, hvoraf det ene ikke gik ind under det andet, og vi begrunde dette forhold ved den antagelse, at vidnesbyrd overhovedet ikke i den ældre tid beedigedes. Først ved Fr. indl. kap. 13 synes den nyere opfatning at gjøre sig gjældende ogsaa paa strafferettens omraade.
Sammenfatte vi nu alt dette komme vi altsaa til den slutning, at det først er ved det 13de aarhundredes lovgivning, at den skik under geistlig indflydelse er bleven almindelig landsret, at de egentlige vidner skulde aflægge ed.[1] Men tro vi da herved at have fundet en forklaring paa, at edsaflæggelsen kunde ansees særlig at udhæve mededsmændene, idet denne forestilling tilhørte en
tid, da kun disse besvor sine udsagn, saa fremstaar saa meget
- ↑ Uagtet sammenligning med fremmed ret i det hele taget ligger udenfor dette arbeides plan, skulle vi dog gjøre opmærksom paa, at de longobardiske love indeholder antydninger til, at vidneeden ogsaa der er af sildigere oprindelse, idet de ældre ikke kræve en saa almindelig anvendelse deraf som de yngre og endog ganske fritog folkets bedste mænd derfra. Se Liutprandi Legum liber II kap. .viii. Hos Bairerne aflagde kun et af vidnerne eden, se Lex Bajuw. XVII, 6. Se overhovedet om vidneeden hos de tyske folkeslag Brunner, Zeugen und Inquisitionenbeweis der karolingischen Zeit, Wien. 1866 p. 11 o. flg. og Die Entstehung der Sehwurgerichte, Berlin 1871, p. 54 o. flg. Med hensyn til den angelsachsiske ret siger Palgrave, Rise and progress of the English commonwealth 1ste bind p. 251: Compurgation was always made by oath; the solemn assertion was the very foundation of the process. Evidence, on the contrary, was usually given upon the simple affirmation of the witness. Jfr. ogsaa p. 244: Jurymenn were distinguished from any other witnesses only by the customs, which impossed upon them the obligation of an oath etc.
