skulde afgive sine udsagn; det er stedse for domstol, at de vidneeder aflægges, der i lovene endelig fremtræde. Men skulde de samme vidner ikke desto mindre, hvis sagen forelagdes thinget, beedige sine vidnesbyrd, for at disse der kunde tages for gode, maatte saadant da ikke uimodsigeligt have medført, at sagsøgte ved kravet var fremkommen med den indvending: Ja, faa se, om om de paa thinget tør sværge paa, hvad de sige, og at denne indvending havde frigjort hans vægring for karakteren af ran? Vi se jo af Gul. kap. 35, at det har været skyldnerne om at gjøre at finde en undskyldning for uden ransstraf at lade sagen gaa til things, og det maatte dog have ligget dem langt nærmere at sige, at de ikke mere end thinget stolede paa ubeedigede vidnesbyrd, end hvad de sluttelig opnaaede at sige, at de intet havde at inde vende mod vidnerne, men at de desværre selv ikke forstod loven. Havde vidneeden for thing eller dóm oprindelig været i brug, vilde derfor vidneinstitutionen i sig selv fra først af have budt en anledning til at undgaa det hele vitterlighedssystem, der høist sandsynlig vilde have hindret dette fra nogensinde at opstaa. Derimod passer det saare godt, naar vi antage, at vidneeden først er bleven almindelig i en forholdsvis sildig tid; thi samtidig foregik, som vi have seet, ogsaa den udvikling, der opløste den gamle paa vitterligheden byggede bevislære og forlagde den hele sagførelse til thinget og lagmanden. – En antydning af vidneedens sildigere oprindelse turde dernæst ogsaa den mindre høitidelige form være, hvori den i modsætning til partsed med edshjælpere blev aflagt. Da nemlig den ed, der ligesaa ubetinget fældede en mand, som nægtelsesed og meded friede ham, ikke i vigtighed og vægt kan siges at staa tilbage for denne, tør forskjellen i høitidelighed mellem parternes aflæggelse i kirke eller i den hedenske tid i templet og vidnernes paa thinget bedst forklares derved, at partsed og meded fra først af vare de ene brugelige eder, og at vidneeden senere er traadt til som attribut til et allerede længst formelt uddannet institut og derfor har maattet slutte sig til de former, hvorunder vidnesbyrd blev at afgive, nemlig for domstolen selv.
Endelig hente vi fra strafferetten slutstenen i vor bevisførelse.
