ledes som den foreligger for os, dog ogsaa tyde paa, at vidneeden ikke var saa ret gammel. Som vi ovenfor saa, krævedes hjemrygtesvidnesbyrdet efter anklagens størrelse aflagt i tre forskjellige graden to, som sværge, og otte, som sande; én, som sværger, og fire, som sande, og endelig én, som bærer, og to, som sande. Meningen med denne skala er klarlig, at man saavel for hovedvidnerne som for bekræftelsesvidnerne regelmæssig slog noget af i fordringerne ved de mindre forbrydelsen men fra fordringerne til hovedvidnet i anden grad sker der intet afslag med hensyn til hovedvidnet i den laveste, hvis man ikke forstaar lovens forskjellige udtryk: „én, som sværger“, og „én, som bærer“, forskjelligt, og altsaa opfatter det sidste saa, at det i modsætning til det første ingen ed krævede. Men dette vilde da atter vidne om, at der var en tid, da vidneed endnu ikke regelmæssig blev at aflægge, men kun forlangtes som en særegen garanti ved visse leiligheder.
Af denne oversigt over kildernes omtale af almindelige vidners edsaflæggelse, turde institutets gradvise udvikling allerede temmelig tydelig fremgaa. Men vi ville heller ikke tilbageholde den bemærkning, at vidneed neppe har ladet sig forene med det gamle processystem, da dette endnu stod ved fuld magt. Der er nemlig intet spor til, at skirskotningsvidnerne, naar de ved krav i
vitterlig sag fremførtes for den sagsøgte i dennes eget hus, edelig
Norges gamle love 1ste bind p. 437.) De to af de tre eder, som deri omtales, ere nemlig partseder, tildels med edshjælpere; den tredie er vistnok en vidneed, idet der siges, at vidner paa tak ikke behøve at sværge, hvis vedkommende indrømmer at have givet tak; men dels synes ogsaa denne yttring nærmest at antyde en vis uvillie mod at aflægge vidneed, hvilket godt vilde stemme med, at den var noget folket oprindelig fremmedt, og dels have vi ingensomhelst vished for,i hvilken grad haandskriftet gjengiver den oprindelige overenskomst eller i enkelthederne omformet og fuldstændiggjort ved senere tiders praxis. Den for sig staaende vidneed kan derfor ligesaa vel tilhøre Fr.lovens kompilationstid som Gul.lovens. Endelig er det jo meget muligt, at man har søgt særegne garantier land og land imellem, som ikke brugtes mellem de indfødte selv, og af et saadant hensyn turde det ogsaa have været, at biskoppen og hans samtidige høvdinger besvore den hele erklæring.
