Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/247

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

middelbar bestyrkelse af indstævntes benægtelse vel kun var et simpelt misbrug, saa har dog selv et saadant altid sin grund i en eller anden eiendommelighed ved den rigtige brug og synes i al fald i dette tilfælde at tyde paa, at der ikke har ligget nogen gabende forskjel i den gamle betragtningsmaade mellem personlig overbevisning og objektiv kundskab, men at man fra den ene umærkelig er kommen over i den anden. Større vægt har det imidlertid, at de ældste love ikke paa et eneste sted fremhæver denne forskjel; selv hvor mededsmændene og deres edsaflæggelse er gjenstand for særlig omtale, siges det ikke, at deres udsagn havde en ganske anden karakter end andre vidners. Det er, som sagt, først Magnus lagabøter, som i den norske ret nævner den personlige overbevisning som edens gjenstand.[1] Herimod nytter det ikke at indvende, at forudsætningen om denne edens egenskab var saa vel bekjendt og indgroet i folkebevidstheden, at ingen faldt paa at udtale den; thi den nysnævnte misbrug viser netop, at denne velbekjendthed ikke herskede. Ja, man tør af de ældre loves fuldstændige taushed derom slutte, at end ikke lovsamlerne og de retskyndige mænd i nogen synderlig grad have været opmærksomme paa forskjellen; thi havde de været det, maatte de i misbrugen have fundet den fuldeste grund til udtrykkelig at omtale og fremhæve den, paa samme maade som Fr. 6–1 klager over den misbrug, som sættardómsmændene gjorde sig skyldige i ved bødernes fastsættelse og fordeling. Hermed ville vi selvfølgelig ikke have benægtet, at den omhandlede godtroenhedsegenskab hos mededsmændene virkelig var tilstede som det ene fornødne[2]; vi søge kun at godtgjøre, at den for de gamle selv har været lidet

fremtrædende og er bleven lidet agtet paa. Grunden hertil lader

  1. ↑ Jerns. kap. 49 gjentaget i landsl. 4–26: Svá liz os ok háskasamligt fyrir guði, at þar sem sá maðr sverr fyrir sem máli á at svara, þá skulu allir sverja eptir hans eiðstaf þó at þeir viti eigi hvárt er þeir sverja satt eða eigi. Nú viljum vér þá skipan á gera at sa sveri fullan eið fyrir sik, er fyrir máli er, en aðrir sanni hans eið, með þvi skilorði, at eigi vita þeir sannari fyrir guði en þeir sverja.
  2. ↑ Aubert p. a. s. p. 22 o. flg.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Grundtrækkene_i_den_ældste_norsk_proces.djvu/247&oldid=188839»