brug gaar langt op i tiden. I hvilken form deres udsagn har sluttet sig til hovedvidnernes, er ikke ganske tydeligt. De siges vistnok at sande, sanna, disses vidnesbyrd; men spørgsmaalet bli- ver netop, hvormeget hermed er sagt. Ordet kan nemlig enten betegne, at de objektivt erklærede det at være sandt, som hovedvidnerne havde udsagt, hvorved de altsaa alene i formen, forsaavidt de ikke ordret afgav den samme vidnesbyrdsformular, kom til at skille sig fra disse, eller det kan betegne, at de subjektivt erklærede at anse det for sandt, som hovedvidnerne havde sagt. Sees imidlertid hen til, at hovedvidnesbyrdet ikke blot aflagdes af et, men af flere, i odelssager af tre egentlige vidner, hvilket ikke kan indsees at ville have været velbegrundet, hvis de øvrige, der blot sandede hines udsagn, i realiteten havde været ligesaa gode; videre til, at der hos sannaðarvidnerne ikke krævedes en saa høi grad af paalidelighed som hos hovedvidnerne, idet de i odelssager kun behøvede at have været femten aar ved faderens død, ikke som hine tyve, og i hjemrygtessager ikke aflagde ed, samt endelig til, at ordet sanna, ogsaa bruges om mededsmændene, om hvilke vi vide, at de kun erklærede personlig at anse et hovedudsagn for sandt, synes man ikke godt at kunne komme til anden anskuelse, end at de saakaldte sannaðarvitni afgav en lignende accessorisk erklæring om hovedvidnets godhed.
En anvendelse af den samme tanke, der skabte bekræftelsesvidnerne, foreligger ogsaa i brugen af det femte slags vidner, mededsmændene, der bortseet fra formen alene adskilte sig fra hine ved, at deres udsagn umiddelbart gik ud paa at bekræfte selve sagsøgtes benægtelse. I denne deres egenskab af accessoriske godtroenhedsvidner laa derfor intet skarpt skjelne ligeoverfor de øvrige vidnearter, saameget mere som man ved læsning af kilderne ikke kan værge sig for det indtryk, at det kun høist ufuldkommen er lykkedes de gamle i det praktiske liv at gjennemføre hin adskillelse mellem tro og viden. I sidstnævnte henseende er det saaledes allerede betegnende, at Magnus lagabøter finder det nødvendigt at indskjærpe, at edens ordlyd kun maatte udtale de sværgendes gode tro; thi om end en umiddelbar, istedetfor en
