vidnerne i fem slags: 1) skirskotningsvidner, 2) erfaringsvidner, 3) anklagevidner, 4) bekræftelsesvidner og 5) mededsvidner.
Af disse vare skirskotningsvidnerne de eneste, der havde evne til at gjøre en kjendsgjerning vitterlig. Som vi have seet, kom det derfor i ethvert forhold og ved ethvert rettergangsskridt sluttelig an paa dem, idet alle andre bevisligheder for at erholde endelig brugbarhed maatte undergaa en prøvelse, hvis udfald skirskotedes under vidner og derpaa gjennem disse blev at gjøre gjældende.
Erfaringsvidnerne vare de næste i vægt, idet ogsaa deres udsagn afskar modparten enhver adgang til ed. Den reelle forskjel mellem dem og skirskotningsvidnerne laa deri, at deres erfaring angik varige forhold og tilstande, eiendoms-, besiddelses- og tildels familie- og standsspørgsmaal, medens skirskotningen havde hensyn til øieblikkets kjendsgjerning; den hertil svarende formelle forskjel var den, at erfaringsvidnerne først ved domstolens anerkjendelse blev sande vidner, og at en vægring af at rette sig efter deres udsagn inden denne anerkjendelse aldrig betragtedes som ran.
Under navnet anklagevidner sammenfatte vi dernæst hjemrygtesvidner, hjemsøgelsesvidner og tilfældige øienvidner samt, om man saa vil, tillige den døende, der nævner sin drabsmand, og den døendes ledsagere, der ligeledes give oplysninger om drabet. De bar de svageste vidnesbyrd, idet ingen af dem udelukkede den udpegede fra muligheden af at rense sig for anklagen. Indbyrdes vare de af ulige styrke, idet de enten kunde tilbageslaaes ved ed og meded eller alene ved gudsdom. Med hensyn til hjemrygtesvidnerne have vi ovenfor søgt at godtgjøre den store sandsynlighed af deres sildige og fremmedartede oprindelse. Hvad de øvrige angaar, indtage de i det hele taget en underordnet plads, idet de blot nævnes ved drabssøgsmaal og overhovedet fremtræde i en uregelmæssig og lidet udviklet form.
Heller ikke bekræftelsesvidnerne, de paa Island og vistnok ogsaa i Norge saakaldte sannaðarvitni, spille i kilderne nogen meget fremtrædende rolle; men det maa dog mærkes, at de foruden i forbindelse med heimskviðen ogsaa nævnes som et regelmæssigt led i de ældgamle odelssager, hvoraf kan sluttes, at deres
