vitni, heimiliskviðarvitni og sjónarvitni, hvorimod man ikke maa lade sig forlede af saadanne udtryk til at slutte, at de to ords betydning ikke naaede lige langt. Mere har det heller ikke paa sig, naar vitni bruges rent billedligt, f. ex. i Gul. kap. 149, hvor det heder, at hvalens efterladte rygg, hoved og hale skal bære vidne (vitni bera) om dens størrelse, hvis finderen ikke har vidner (vitni) derpaa, eller i Fr. 14–10, hvor hvalens bóg ligeledes siges at skulle vidne, eller i Gul. kap. 207, hvor skogen, og Fr. 4–39, hvor seng og lagen bære vidnesbyrd. Paa en lignende halv billedlig, halv personificerende maade bruger Gul. kap. 156 udtrykket vitnit mikla om gudsdommenes udfald.[1] Først da váttr ved at gaa over i verbet vátta tabte sin stærke personelle bemærkelse, kunde denne stamme bruges paa samme billedlige maade; men da skede ogsaa dette, hvilket f. ex. kan sees af Fr. indl. kap. 9 og 21, hvor lovbøgerne siges at vátta. Endelig kan det mærkes, at begge ord undertiden forekomme allitereret forbundne i formelen njóta vátta ok vitna sinna eller með váttum ok með vitum[2]; man maa imidlertid ikke i denne sammenstilling søge en klassifikation af forskjellige bevisligheder, men ifølge den gamle poetiske sprogbrug kun to hinanden gjensidig udfyldende betegnelser for det samme, og altsaa oversætte: nyde sine vidner og vidnesbyrd, eller: med vidner og med deres viden.[3]
Ville vi danne os en sammentrængt oversigt over de gamles
anskuelser af sit vidnesystem, maa vi altsaa efter dette inddele
- ↑ Naar Fritzner i sin ordbog under ordet vitni oversætter det nævnte udtryk med Guds vidnesbyrd, men dog tilføier et spørgsmaalstegn, er det vistnok tilstrækkeligt at henvise til en jævnførelse mellem Gul. kap. 156 og Fr. 4–5 i. f.; det sidste sted nævner nemlig netop jernbyrd, hvor det første har vitnit mikla og stadfæster saaledes den betydning, som det særegne udtryk allerede selv lader os mere end ane.
- ↑ Fr. 9–7.
- ↑ At der paa Island synes at gjøre sig en engere betydning af ordet váttr gjældende ligeoverfor vitni, er mærkeligt; men de norske love kunne ikke erkjendes at byde noget holdepunkt for den antagelse, at denne indskrænkning før ogsaa har været norsk opfatning. Bør ordet váttr afledes af vita, skulde ogsaa dette tale mod en ældre engere betydning.
