13–10 kaldes erfaringsvidner om en bondes fra gammel tid bestaaende veiret váttar-, og i 10–9 og 32 føres váttar for skiladóm og ere følgelig ogsaa her erfaringsvidner. For at kunne betegnes som vidner, var det heller ikke nødvendigt at afgive et selvstændigt udsagn; Gul. kap. 266, Fr. 2–29 og Bj. kap. 34 viser, at de mænd, der ved visse leiligheder benyttedes til at bekræfte (sanna) hovedvidnernes erklæringer, ogsaa sagdes at afgive vitni og at blive skrœkváttar, hvis deres bekræftelse befandtes usand. Men ikke dette alene. Talrige steder viser, at ogsaa de ved edsaflæggelsen optrædende medsværgere gik ind under benævnelsen váttar, og at deres udsagn vare vitni. Gul. kap. 132, Fr. 2–46, 4–8, 10–32, 15–11, Bj. kap. 23, 24, 37, 50, 150 og 151 med flere benævne dem váttar og inddele dem i frit valgte fangaváttar og de blandt de opnævnte udtagne nefndaváttar eller váttar, er nefndir váru; ligesaa hyppige ere udtrykkene fangavitni og nefndarvitni. Ligeoverfor disse bevissteder synes man ikke at kunne komme til anden slutning, end at váttar i det norske retssprog overhovedet har været alle dem, der i sin egenskab af gode og velkjendte mænd til fordel for en anden optraadte med en erklæring, dennes indhold være nu skirskotet eller ikke og afgivet i form af meded eller almindeligt vidnesbyrd, samt at vitni har været betegnelsen for selve denne erklæring. Fælleskjønsordet váttr for personen og intetkjønsordet vitni d. e. det, som vides, for hans udsagn have altsaa svaret til hinanden. Det ligger imidlertid i karakteren af et ord, der betegner et abstrakt begreb, at det langt lettere end et, der betegner en person, kan benyttes uregelmæssigt og billedligt, og da vitni tillige indeholdt et verbalt moment, som váttr i det mindste synes at have tabt[1], og følgelig uden vanskelighed kunde forbindes med et objekt, saa se vi vitni allerede i de ældste kilder erhverve sig en udvidet benyttelse, idet det dels ligesom den nyere form vidne bliver brugt om personen istedetfor váttr og dels beholder fortrinnet, hvor en sammensætning med en objektiv genitiv
var ønskelig. Dette er da grunden til, at vi høre om heimsóknar-
- ↑ Ordet váttr hænger maaske etymologisk sammen med vita; dets afledning er imidlertid hidtil uopklaret, se Vigfussons Icelandic-English dictionary, Oxford 1869–73.
