kilderne vidtlyftigst udtale sig, træder vidnebeviset i deres beretninger maaske vel svagt frem; men der findes dog ogsaa en række steder, der bestemt hævde dets fortrin for edsinstitutionen ogsaa paa det kriminelle omraade[1], ja man kan uden fare for at forlade det rigtige synspunkt endog sige, at næsten samtlige for de offentl ge thinge førte skirskotningsvidner vare vidner i straffesag, idet det jo overhovedet var en sjeldenhed, at et civilt søgsmaal uden som ransklage indbragtes derfor.
Gaa vi altsaa ud fra, at skirskotningsvidnerne i deres forskjellige slags, som lysingsvidner, tilkaldte eller tilfældigvis tilstedeværende og opnævnte vidner, dannede de gamles hovedbevismiddel, saa kunne vi ikke undgaa at fæste os ved den omstændighed, at disse vidner dog ikke betegnedes ved et eget teknisk navn. Vistnok er udtrykket skirskotin vitni d. e. skirskotne vidnesbyrd bestemt og klart; men de personer, der bar dem, benævnes kun med det almindelige og lidet skjærpede ord váttar, og til dette slutter sig igjen ordet vitni, vidnesbyrd, hvis omfang er i det mindste ligesaa vidt. Da en betegnelse, selv om den mangler skarphed, dog altid vil være et udtryk for, hvorledes gjenstanden blev opfattet og anskuet, og i hvilke begrebsforbindelser man var tilbøielig til at indføre den, skulle vi kortelig gjennemgaa de betydninger, hvori lovene benytte de to nævnte ord. Det viser sig da, at den opfordring, man paa sine steder føler, til at tage váttar i en engere betydning end vitni, i det hele taget ikke kan følges. Foruden at de paa talrige steder betyde skirskotningsvidner og skirskotne vidnesbyrd, ledsage de nemlig hinanden over paa andre omraader. Se saaledes Gul. kap. 86, hvor der under váttar indgaar saa utvivlsomme erfaringsvidner som folk, der vare trælle, da de gjorde erfaringen, og hvor deres udsagn kaldes vitni; det samme
melder om odelsvidnerne i Gul. kap. 266 og Fr. 12–8. I Fr.
- ↑ Foruden de ovenfor anførte steder citere vi her kun Jerns. kap. 49, der i anledning af jafnaðaredens afskaffelse udtrykker sig saaledes: þá viljum vér, at þessir eiðar (jafnaðareden) falli vannligs niðr ok þá eina uppiláta sem lögbækr vátta, en þat eru duleiðar, ok um kænzlumál þau sem eigi eru løglig vitni til.
