Under de foregaaende skildringer af søgsmaalsformerne og deres behandling have vi paa forskjellige steder, eftersom sammenhængen krævede det, ogsaa medtaget de didhørende stykker af bevislæren. Det bliver nu her vor opgave at forbinde disse enkeltheder til et samlet billede, hvorved vi tillige faa anledning til at gaa ind paa spørgsmaal, som ovenfor ikke fandt sin passende plads.
Vi have i det første kapitel søgt at udvikle, at skirskotningsvidnerne dannede de gamles hovedbevismiddel, og at den ved dem bestaaende vitterlighed var det grundlag, hvorpaa det hele bevissystem egentlig var bygget, og vil have seet, at dette gjaldt baade den civile og den strafferetslige søgsmaalsform. For den sidstes vedkommende er der imidlertid bleven gjort en anden opfatning gjældende, ifølge hvilken nægtelsesed og meded skulde være det herskende bevismiddel, der kun for en ganske liden del var indskrænket ved vidner.[1] Det forekommer os imidlertid, at der til grund for denne fremstilling maa ligge en miskjendelse af skirskotningens betydning og virkekreds Det er vistnok saa, at vidnebeviset i den form, hvori nutiden benytter det, i den ældste norske retsperiede var ubekjendt, og at dets nyere skikkelse maatte kjæmpe sig frem ved siden af eden og mededen; men paa den anden side er dog intet sikkrere, end at skirskotning under vidner ligesaavel kunde bruges i straffesager som i civile, og at vidnebeviset i denne snævre, men hverken uvigtige eller lidet benyttede form altid gik forud for eden og udelukkede dennes brug. Ved enkelte arter af forbrydelser, især mord og tyveri, var skirskotningen en umulighed,
og da det navnlig er fremgangsmaaden i disse sager, hvorom
- ↑ Med megen klarhed er denne mening med hensyn til vor retsudvikling fremstillet af professor L. M. B. Aubert: Bevissystemets Udvikling i den norske Kriminalproces indtil Christian den 5tes lov, Kristiania 1864, p. 9 o. flg.
