lige fordringer derfor blev upraktisk og efterhaanden mere og mere forglemt. Men herved var det grundlag, hvorpaa saavel sagsøgerens ret til dobbelt betaling som kongens til en ransbod havde hvilet, gaaen tabt, og ligesom den bod, som aarmanden vedblev at optage, gik over til en sportel for hans nærværelse ved atføren, saaledes laa det ogsaa nær at anse de atfarende thingmænd berettigede til en lignende, og denne blev da den dobbelte betaling, hvorpaa sagsøgeren ikke mere formaaede at fremlægge noget retslig begrundet krav.
I en reel sammenhæng med exekutionen, om end formelt ganske uafhængig deraf, staar det saakaldte tak; forsaavidt dette institut fandt sin anvendelse i processen var det nemlig en ret til af sin modpart at fordre borgen for, at han ikke svigagtig skulde unddrage sig søgsmaalet, og at det fremsatte krav, hvis det af domstolene maatte ansees retmæssigt, skulde blive opfyldt. Fordring herom kunde fremsættes paa ethvert trin i rettergangen, bvorefter det erholdt forskjellige navne, og en nægtelse af at opfylde den var strafbar. Sikkerheden meddeltes enten i den sagsøgtes egen formue, naar denne var af en vis tilstrækkelig størrelse, eller ved kaution af en anden, der eiede saa meget. Taket varede en maaned og synes kun at have medført en personlig forpligtelse for den taksatte til ei at afhænde godset. Stærkt benyttet turde institutet kun have været i stæderne, hvor det ogsaa holdt sig efter lovforandringen; i landsloven omtales det derimod ikke mere. Vi skulle iøvrigt saa meget mindre gaa nøiere ind paa behandlingen af dette kun delvis indenfor processen liggende emne, som det allerede har fundet udførligere drøftelse i vor unge retshistoriske
litteratur.[1]
- ↑ Brandt: Om foreløbige retsmidler i den gamle norske rettergang, juridisk Ugeblad for 1863; Aschehoug i Langes tidsskrift 7de bind p. 226; v. Amira p. a. s. p. 329 ff.
