Om foreløbige retsmidler i den gamle norske rettergang

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

OM FORELØBIGE RETSMIDLER I DEN GAMLE NORSKE RETTERGANG.


PRØVEFORELÆSNING

AF

FR . BRANDT.

(TRYKT SOM MANUSKRIPT.)

KRISTIANIA.

H. J. JENSENS BOGTRYKKERI.

1862.

Det ligger ligefrem i begrebet af en retsorden, at enhver må respektere den faktisk bestående tilstand, indtil han af vedkommende kompetente statsauktoritet bemyndiges til at forrykke den. Al „ret“ er jo i sin oprindelighed fremkommen gjennem en anerkjendelse fra samfundets side af noget faktisk bestående, og enhver, som formener at have ret til at fremkalde en forandring i status quo, må selvfølgelig desangående henvende sig til al rets kilde, staten. Men denne bestandige opretholdelse af status quo, så længe dens urettelighed ikke er anerkjendt ved dom, kan efter sagens natur ikke finde sted, undtagen hvor den fremtræder som en udelukkende rådighed over en ting, d. e. hvor den åbenbarer sig som en besiddelsesstand. Den faktiske tilstand derimod, som ikke fremtræder som en besiddelsesstand, kan ikke således ubetinget kræves vedligeholdt, da dette alene vilde kunne ske ved en forrykkelse i en anden, lige så berettiget faktisk tilstand, nemlig modpartens forhaandenværende retsnydelse og deraf følgende beføjelse til frit at bevæge sig inden det retsgebet, som han for øjeblikket råder over, indtil dette ved dom bliver ham frataget.

Det vil imidlertid let indsees, at den materielle retfærdighed ikke kan være tilstrækkelig betrygget alene ved lovens forbud mod selvtækt; men at også den faktiske tilstand, der ikke åbenbarer sig som besiddelse, men i hvis vedligeholdelse andre dog har retlig interesse, oftere ikke kan undvære en midlertidig beskyttelse. Det vilde ofte vise sig i højeste grad ubillikt, om staten, der forbyder mig at skaffe mig ret på egen hånd, og tvinger mig til at finde mig i den besværlighed og forhaling, som rettergangen forvolder, skulde tillade min modpart at misbruge dette ophold, sa at jeg, når min ret endelig ved dom er erkjendt, skal se mig udelukket fra dens nydelse netop som en følge af, at jeg lovlydigen har biet, indtil staten har anerkjendt dens grund. I mange tilfælde vilde på denne måde nødvendigheden af at ga til domstolene være ensbetydende med at underkaste sig uret, og rettergangen komme i strid med sit øjemed. Vor lovgivning har derfor også beskyttelsesmiddel for den faktiske tilstand, der ikke fremtræder som besiddelsesstand, – nemlig forbuds-institutionen.

Men det er en selvfølge, at denne beskyttelse, der, efter det anførte, alene kan gives ved tildels at ofre en anden status quo, ikke, ligesom den beskyttelse, som besiddelsesstanden, der ikke kan kollidere med andre, nyder, kan ydes ipso jure og sa at sige gratis. Den, som vil forlange, at en anden indtil videre skal undlade en handling, hvortil han ellers ved sin besiddelse vilde have haft adgang, må overtage en ubetinget garanti for, at han hertil også har materialiter ret, og sådan beskyttelse må, i alle fald efter vor praktisk gældende ret, altid gives ved en auktoritets-handling, af halv judiciel halv administrativ beskaffenhed.

På den anden side fører den samme betragtning, der leder til at yde status quo, også da når den ikke fremtræder som besiddelsesstand, en midlertidig beskyttelse, til, at staten under visse omstændigheder midlertidigen tager sig af en påstået ret endog i strid med den faktiske tilstand, og forbyder handlinger, uaktet de erkjendes at være i sig selv berettigede, for at ikke en anden rets nydelse derved skal forspildes. Det viktigste af disse retsmidler er arrestinstituttet, hvorigjennem vistnok ogsaa altid en status quo fastholdes, men en status quo, til hvis vedbliven rekvirenten ikke kan påstå nogen umiddelbar ret.[1] Det er imidlertid naturlikt, at betingelserne her må stilles strengere, idet ikke alle rettigheder egner sig til en så vidtgående beskyttelse, medens der til at nyde beskyttelse af forbudsinstitutionen ikke udkræves mere, end at reklamanten erklærer og påtager sig ved dom at legitimere, at han har ret til at modsætte sig en forandring i den bestående tingenes tilstand.

Forbuds- og arrestinstituttet er altså ligefrem supplementer til lovb. 1–1–3, idet de på engang danner dette retsbuds fuldstændiggjørelse og modvækt. Og den hele ordning hviler på den erkjendelse, at al „ret“ udelukkende har sin kilde i staten, hos hvis auktoriteter den følgelig i vægringstilfælde må søges.

Medens de herhen hørende retsmidler i det moderne samfund altid vil forefindes under den ene eller den anden form, men bestandig som udtryk for en og den samme tanke, var de ganske fremmede for oldtidens germaniske folk, navnlig for vore forfædre, hvor de ægte germaniske retsinstitutioner er bevarede i sin største renhed. Dette havde imidlertid ikke sin grund i nogen så meget større ængstelighed ved at gjøre indgreb i den individuelle frihed, men var en ligefrem følge af den forskjellige betydning, som rettergang havde hos vore forfædre i modsætning til i de moderne samfund. Udtrykt i en enkelt sætning kan man sige, at vore forfædre ikke betraktede retsplejen sum nogen udøvelse af myndighed eller en dom som noget dekret af en auktoritet.

Den norske rigsforfatning i oldtiden var mere en samfunds- end en statsordning. Selv længe efter enekongedømmets oprettelse og efter at kongemakten i tidens løb mere og mere havde steget i betydning og nærmet sig uindskrænkethed, – vedblev det dog overensstemmende med den gamle opfatning at betraktes som en makt, ikke inden, men ved siden af folket, med selvstændige rettigheder og plikter lige over for dette (se som et betegnende vidnesbyrd herom F. L. IV. 50 og 52). Og heraf fulgte, at embedsmændene i oldtiden (sysselmændene, årmændene, ja selv lagmændene) ikke at tale om hirden, – der alligevel nærmere er at stille ved siden af et ministerium end et hofpersonale, – i virkeligheden indtog en stilling som kongens, ikke som statens tjenere, idet de offentlige funktioner, som pålå dem ved siden af deres private tjenesteforhold til kongen, mere pålå dem til opfyldelse af deres herres forpliktelser mod folket i disse retninger, end som følge af nogen deres embede som sådant tilliggende statsauktoritet (Jfr. her G. L. 152 i slutn, 253 F. L. Indl. 12, IV. 4, 53 i slutn., X. 33).

Det er stilledes kun højst uegentlig, at man kan tale om nogen regjering og embedsmyndighed i Norge i ældre tider. Den egentlige ledelse af folkets indre anliggender hvilede hos lendermændene, der vistnok som kongens håndgangne mænd også skyldte denne troskab og lydighed, men hvis makt i folket havde sin grund i deres af kongemakten uafhængige stilling som den patriarkalske høvdingemyndigheds indehavere.

Anvendt på retsplejens udøvelse, førte denne samfundsorden derhen, at den mand, som formente sig at have en ret imod en anden, ikke havde i vægringstilfælde at henvende sig til staten, for først at vinde dennes anerkjendelse, og dernæst gjennem dennes funktionærer at forhjælpes til nydelsen af sin ret; men det var enhver mands egen sag såvel selv at yde andre, som selv at skaffe sig ret, i fornødent fald med sine omgivelsers bistand. Selvtækt (mistekja, at taka), der er opløsende for al retlig orden, var vistnok i borgerlige retstvistigheder forbudt, og alle lovene fastsætter, at hver mand „er værd dom for sit gods“ (G. L. 34, 141, 142. F. L. IV. 50–52. X. 1 og 36; M. L. VIII. 1. B. L. ibid.). Men heri lå kun, at sagsøgeren matte befølge en lovlig fremgangsmåde i at skaffe sig ret, og denne fremgangsmåde bestod ikke i at erhverve anerkjendelse af nogen offentlig auktoritet; og ved „dom“ forstodes ikke, som nu’ et mandat af en statsmyndighed, men alene en beslutning af en samling af medborgere, der vel for den tabende part medfører en nødvendighed, men i regelen ikke går ud på nogen anerkjendelse af forpliktelsen.

Det hører ikke hid at give nogen almindelig fremstilling af den gamle norske rettergangsmåde, men en kort udsikt over dens hovedtræk vil være fornøden til at forklare forholdet.

Princippet var, at det påligger enhver som en tvangsplikt selv at efterkomme sine forpliktelser, – en plikt, hvis tilsidesættelse medførte straf (løgleysi, réttleysi). Var forpliktelsen ikke in confesso, måtte den først bringes på det rene; men dette var parternes egen sag; bevisførelsen, om man vil kalde det så, foregik ikke for retten, og bevismidlerne (ed og gudsdom) var af den beskaffenhed, at de ikke vel kunde være gjenstand for nogen retlig bedømmelse. – Sagsøgeren havde først højtidelig at kræve[2] sit tilkommende af modparten: Var forpliktelsen ikke vitterlig, måtte sagvolderen nu „fæste dom“ derfor, d. e. opnævne 6 mænd, der i forening med ligeså mange af sagsøgeren opnævnte skulde sammentræde på sagvolderens bopæl og i forhold til summens størrelse bestemme, med hvor stor benæktelsesed sagvolderen skulde benækte gjælden (alene eller med 1 eller 2 edshjælpere). Den blotte benæktelse, uden udtrykkelig at byde og fæste ed, havde ingen retsvirkning (G. L. 57). Blev nu eden aflakt (og dette skede i kirken) var naturligvis dermed det hele afgjort. Faldt eden, var forpliktelsen dermed bleven vitterlig (dœmt fé), og nu, – ligesom når den fra begyndelsen havde været det, såvelsom nar sagvolderen ikke havde villet fæste dom, – måtte denne uden videre betale. Vilde han ikke dette, da først kom sagen til tings; men her var der ikke mere spørgsmål om at påkjende forpliktelsens tilværelse; denne var given, og søgsmålet angik alene den forbrydelse, hvori sagvolderen havde gjort sig skyldig; han blev nu dømt for ran og retsfornæktelse (løgleysi) eller for dombrud (domrof), og tingmændene var forpliktede til at fare med sagsøgeren til modpartens bopæl og udtage gjældens dobbelte beløb foruden bøderne (atfør, atfararþing) ligesom sagvolderen efter omstændighederne blev fredløs. – Det var således sagvolderen, som i alle tilfælde havde den aktive rolle: enten havde han at betale eller at fralægge sig sin forpliktelse; sagsøgeren havde kun at „kræve“ og påse at alle former var iakttagne. – Med dette rettergangssystem stod igjen den hele lære om forpliktelsers stiftelse i nøje sammenhæng, navnlig den bestandige stræben efter at knytte retsforholdene til visse ydre former, og derved gjøre de konkrete retsspørgsmål så objektive som muligt. Som et oplysende eksempel skal endnu kun anføres fremgangsmåden, når exceptio solutionis fremkommer: Betaling af en gjæld skulde nemlig ske vidnesfast; var dette iakttaget, kunde i regelen ingen proces opstå, ti mod betalingsvidner (ályktarvitni) kunde ingen modvidner føres; havde derimod debitor betalt, uden at tage vidner derpå, matte han, hvis kreditor næktede at have fået betaling, betale gjælden (der ved den i hans exception liggende erkjendelse var bleven vitterlig) op igjen, og derefter med kvaða søge sin regres, (se G. L. 59, jfr. 116).

Det fremgår af det ovenfor anførte, at der ikke egentlig kan siges, at forpliktelsen til at bruge rettergang i og for sig medførte nogen mærkelig forhaling. Kom sagen til tings, fik sagsøgeren umiddelbart sin fordring, såfremt der var noget at få. Om nogen litispendens kan der således i den norske rettergang kun undtagelsesvis være tale, og noget retsmiddel til at beskytte sagsøgeren mod at lide uret ved det for retsplejens skyld bevirkede ophold behøvedes følgelig ikke. – Men derimod stod det naturligvis ikke til at undgå, at den berettigede faktisk måtte komme til at lide et ophold i sin retsnydelse, når han skulde iakttage den lovlige fremgangsmåde, og dette hensyn, i forbindelse med den anførte hovedgrundsætning om den forpliktedes plikt til umiddelbar opfyldelse, hvoraf fulgte, at ethvert ophold i retsnydelsen for vore forfædres retsbevidsthed fremstillede sig som en uret, førte dertil, at der også i vore ældre love fandtes institutter til midlertidig beskyttelse for en påstået ret, der endog var langt kraftigere end vi vilde finde det forenelikt med vore processuelle institutioner, i hvilke det, som bekjendt, er en grundsætning, at den forhaling, som rettergangen forvolder, ej er nogen uret, men alene en ulempe, hvori enhver må finde sig som nødvendig til retsordenens opretholdelse, og at det blot er mod misbrug i denne henseende, at retsmidler gives. Disse institutter, der, ligesålidt som den hele omgangsmåde med private tvistemåls afgjørelse, påkrævede mellemkomst af nogen offentlig auktoritet, var i sager angående penge og gods (processuel) borgen (tak)[3] og i ejendomstvistigheder forbud eller lovfæstning.

Samtlige vore ældste love bestemte, at sagsøgeren i alle sager angående penge og gods (fjársóknir) havde ret til at kræve borgen af den sagsøkte (æsta hann taks), Gulatingslov kap. 102, Frostatingslov III. 20, XI. 26, 27, Bjarkøretten 52 og 98. Tilsvarende bestemmelser findes i Magnus Lagabøters nyere bylov VII. 12, 13, 24, 25. I hans nyere landslov er derimod tak forsvundet. – Vægrede sagsøkte sig ved at stille borgen (fœra tak), forfaldt han i en bod af 3 mark (efter B. L. 1 mark), hvorhos sagsøgeren efter F. L. havde ret til sagesløs at sætte sig i besiddelse af såmeget af hans gods, som fordringen udgjorde (tœkr er saklaus eyrir svá mikill sem søk var til gefin). Var skyldneren uvederhæftig og ikke formåede at stille borgen, forfaldt han dog ikke i bøder, med mindre han forflyttede eller afhændede sit gods (fœra eller selja fé sitt undan tøkum), hvorimod sagsøgeren var berettiget til at bemægtige sig hans person og holde ham i forvaring, dog uden at lemlæste ham, indtil tinge;[4] hvis han ikke da straks betalte eller hans frænder løskjøbte ham, kunde han som en modvillig og uvederhæftig skyldner lemlæstes på hænder og fødder.

Ifølge Gulatingsloven behøvede den, der ejede såmeget som 3 mark i formue eller et skib så stort, at det regnes efter sesser, ikke at stille tak, og efter F. L. befriede ligeså besiddelse af gård på landet eller hus i kjøbstad for plikten at stille tak: da „varðar þat taki fyrir hann“. Han var imidlertid da under det anførte ansvar forpliktet til ikke at afhænde eller forflytte sit gods. – Byloven indeholder ingen sådan fritagelse.

Tak bestod altså kun undtagelsesvis i sikkerhed i gods. At denne sikkerhed imidlertid i såfald alene har bestået i personlig forpliktelse for den taksatte til under straf ikke at afhænde eller forflytte sit gods, altså af samme art som arrest, er indlysende dels deraf, at lovene intetsteds herom bruger det almindelige udtryk for tinglig sikkerhed, nemlig veð, medens tak overalt sammenstilles med varðsla, der netop er det udtryk, som bruges om den personlige borgen, dels deraf, at det samme udtryk: at angjældendes bú varðar taki fyrir hann, bruges i tilfælde, hvor det vilde være en urimelighed at forstå det om en almindelig panteret, således F. L. IV. 12 og 54. B. R. 14 (for drabs- og sårbøder og lægeløn).[5] Samme resultat fremgår endvidere af F. L. IX. 28, hvor der udtrykkelig skjelnes mellem det tilfælde, hvor værgen, som vil rejse ud af landet eller lagdømme med den umyndiges gods, har stillet pant (veð) for samme, men siden sælger dette pant, og hvor intet pant er stillet. I første tilfælde foreskrives, at den umyndige, efter at han er bleven myndig, skal lovfæste og søge sin fyldestgjørelse i pantet; i sidste tilfælde skal den nærmeste frænde æske tak af den bortrejsende, og i modsat fald selv være den umyndige ansvarlig, hvilket vilde være lidet sammenhængende, når der ved tak kunde stiftes tinglig ret. Når man[6] af selve hovedstederne F. L. III. 20 jfr. B. R. 98 har villet udlede noget modsat, da beror dette på en misforståelse; ti den tilbagesøgning, som her foreskrives, af hvad den taksatte selr[7] eða skýtr undan tøkum, tænkes åbenbart alene anvendt mod denne selv, ikke mod tredjemand, hvilket fremgår deraf, at tilbagesøgningen siges at skulle ske med útbeitsla, altså som vitterlig gjæld, og modparten dømmes til foruden bøder at udrede det dobbelte beløb, – hvilket alt matte være uanvendelikt på den muligens aldeles uskyldige tredjemand.

I regelen var imidlertid tak personlig kaution, og den, som gik i tak for en anden, blev vørðslumaðr og personlig ansvarlig for den forpliktelse, hvorfor han havde garanteret, altså, efter forpliktelsens forskjellige gjenstand, for at sagvolderen skulde lade sig finde i sit hjem, møde ved skilledommen eller ved tinget eller endelig betale gjælden, se F. L. X. 27. B. L. VI. 7. VII. 13, 25. At tak lagde noget reelt bånd på kautionistens bo, er intetsteds sakt, og kan ikke antages, så meget mindre, som det udtrykkelig siges, at når kautionistens ansvar skal gjøres gjældende, skal dette ske ved igjen af ham at æske tak, se B. L. VII. 12.

Forpliktelsen varede en måned, efter hvis forløb den ipso jure ophørte, se de anførte hovedsteder samt F. L. IV. 54. Om skibsfolk bestemte imidlertid G. L. 102, at de ikke skulde behøve at stille mere end ½ måneds tak. Endvidere indeholdt G. L. den bestemmelse, at den sagsøger, som havde æsket tak, var fortrinsberettiget fremfor andre sagsøgere til at fri sin sag foretagen inden månedens udløb. – Den nyere bylov sætter derimod ikke nogen grænse for taksætningens varighed.

Den, som gik i tak for en anden, matte naturligvis selv være vederhæftig, og G. L. og F. L. kræver også hos ham den samme vederhæftighed, som udfordres for at sagvolderen selv kan undgå tak, nemlig G. L. en formue af mindst 3 mark, de øvrige love i forhold til sagens gjenstand; det fordredes dog udentvivl, som det også udtrykkelig siges om fjártak i B. L. VII. 13 og 25, at denne formue skulde bestå i hus eller skib. Det sidstnævnte lovsted bestemte derhos bøder såvel for den, der går i fjártak, skjønt han ikke ejer skib eller gård, uden udtrykkelig at underrette sagsøgeren derom, som for den, der fører en sådan i tak for sig.

At taksætning ikke mindre var anvendelig i misgjærningssager end i almindelig civile sager, fulgte allerede deraf, at processens princip ikke var forskjellikt i begge tilfælde. Tvertimod må man snarere sige, at den hele institution egentlig hører nærmest hjemme i søgsmål, der rejser sig af forbrydelser, og at det egentlig er det i retsnæktelsen liggende element af forurettelse, der har gjort den anvendelig også i rent civile tvistigheder. Vi vil også nedenfor se, at det netop var i de førstnævnte sager, at den holdt sig længst, indtil den ligefrem gik over til den i vor rettergang endnu gjældende kriminelle borgen. Tak anvendtes adledes fremfor alt i ikke vitterlige tyvssager (uhjemlet besiddelse af stjålne koster), se G. L. 254, Hk. 133, B. R. 111, 120, M. L. IX. 4. B. L. VIII. 7; for mandhelgsager i almindelighed, B. R. 50, 14, 26, 126. B. L IV. 12; for ran, B. R. 6, 44, 45, bedragen i kjøb og salg, B. R. 108, B. L. VII. 5 og 9; for skjødesløshed med ild, B. L. VI. 10; forsømmelse af skibsdræt B. R. 134, B. L. VI. 17; kristendomsbrud jfr. F. L. III. 23. I ubodemål og hvor misdæderen var greben i gjærningen, kunde imidlertid ikke tak få nogen anvendelse, eftersom lovene i disse tilfælde ubetinget påbød personlig fængsling, se G. L. 152, 183, 253; F. L. IV. 10. XIV. 12; B. R. 13; M. L. IV. 8, B. L. ibid.; 16, B. L. 17; 19, B. L. 20; IX. 2, B. L. ibid., jfr. B: L. VI. 2, ligesom hævn, hvor denne var tilladt, naturligvis matte udelukke enhver formelig fremgangsmåde. – I ejendomstrætter synes dog tak ikke at have været brugelikt. På landet var dette også en naturlig følge af, at den der brugelige fremgangsmåde med lovfæstelse gjorde taksætning overflødig. Men, – ikke at tale om, at dog også her borgen kunde have haft sin nytte for bødernes og skadegjældens vedkommende, hvis man antager lovfæstningen uanvendelig for pengefordringer, – så finder man heller ikke i byerne, i hvis love lovfæstelse aldrig omtales, tak anvendt i sager angående fast gods mere end et eneste sted, B. L. VI. 6, hvor tak anvendes mod den, som har bygget sit hus på anden mands jord eller tomt; men heraf kan egentlig intet udledes.

Såvel æskningen som stillelsen af tak var naturligvis, ligesom alle andre processuelle handlinger i ældre tider, forbundet med bestemte formaliteter. Deriblandt kan mærkes, at sagsøgeren, når han æskede tak, ikke måtte indfinde sig med flere end 2 vidner hos sagvolderen, ligesom denne på sin side heller ikke måtte tage flere end 2 vidner foruden sin forløftningsmand med sig, når han begav sig til sagsøgeren for at stille tak. Overtrædelse heraf betraktedes som voldsom hjemsøgelse, og medførte en bod af 8 ørtuger og 13 mark (B. L. VII. 25). – Taksætningsvidnerne kunde, ligesom andre processuelle vidnesbyrd, ikke mødes med modvidner, B. L. VII. 3 (jfr. M. L. I. 4 og VIII. 2). – Sagsøgeren kunde fordre tak stillet straks han æskede det. Ifølge G. L. 102 og F. L. IX. 26 var sagvolderen pliktig til på stedet at opgive, hvem der skulde være tak for ham, og sagsøgeren skulde ledsage ham til det opgivne sted. Slog dette fejl, kunde sagvolderen endnu prøve, om han kunde finde borgen på 2 steder til; men slog det også fejl på 3dje sted måtte han ikke skyde videre, men sagsøgeren kunde nu straks tage ham bunden med sig hjem.

Efter sagens forskjellige beskaffenhed og søgsmålets forskjellige stilling måtte tak være af forskjellig betydning. Bylovene skjelner mellem fjártak og laga-tak; det første var borgen for selve fordringen, medens det andet synes at have været borgen for at sagvolderen skulde møde ved de processuelle handlinger (jfr. sv. Vestgøtalag Tyveb. ældre Cod. kap. 11); ti nar sagvolderen ikke mødte, blev nemlig rettergangen spildt. – Fjártak kunde alene fordres, hvor gjælden var vitterlig, og var således ikke egentlig noget processuelt retsmiddel, da vitterlig gjæld, efter hvad oven er forklaret, skulde betales uden nogen proces. Efter B. L. VII. 12 var den, som havde gnist i fjártak for en anden, pliktig at betale straks inden messen den følgende dag, i hvis mangel sagsøgeren straks kunde stevne forløftningsmanden for ran og, efter ny taksætning, straks holde atfør hos denne. Det er derfor også just ved dette slags tak, at B. L. giver de oven anførte strenge regler om borgens vederhæftighed. En anvendelse heraf var det tak, som måtte stilles, når ed var fæstet (eiðatak), se B. R. 23, 46, 96; ti dersom eden faldt, var gjælden derved bleven vitterlig (dœmt fé, se ovf.); fremdeles det tak, som omtales i B. L. VII. 5 jfr. 9 og 10, i tilfælde af uhjemlet eller dobbelt salg. Når nemlig sagsøgeren først med tak (laga-tak) havde stævnt sin vederpart for bymødet eller for lagmanden, og her havde fået ret, kunde han derefter setja hann i fjártak. – B. R. 98 bestemmer iøvrikt, hvad der vel forstod sig af sig selv, at sagsøgeren, uden at forspilde sit søgsmål, kunde lade sig nøje med laga-tak istedetfor fjártak; bød derimod den sagsøkte uden sagsøgerens samtykke laga-tak, hvor fjártak var krævet, forfaldt han i den samme bod, som om han ganske havde næktet at stille tak. – I landslovens nævnes fjártak ikke, med mindre det tak, som efter F. L. IX. 28 kunde afæskes den værge, som vilde rejse bort med myndlingens gods, skulde have haft sådan betydning.

Var derimod fordringen ikke vitterlig, kunde sagsøgeren aldrig fordre andet end laga-tak, der alene synes at have gået ud på, at sagvolderen skulde møde (jfr. F. L. X. 27). Dette var igjen, efter sagens forskjellige stilling, enten tak til stefnu – for at sagvolderen skulde møde ved skilledommen efter hjemstevne –, tak til móts – for at han skulde møde ved bymødet –, tak til dóms – for den endelige dom –, eller tak til lögmanns eller til laga órskurðar – for at han skulde møde for lagmanden. Disse distinktioner havde imidlertid alene på landet nogen virkelig betydning. I byerne derimod, – hvor bymødet trådte istedet såvel for den skilledom, der skulde sættes efter hjemstevne, som for herredstinget selv, så at den endelige dom fældedes umiddelbart på samme (jfr Norsk tidsskrift V. S. 115), faldt tak til stefnu, til móts og til dóms i virkeligheden sammen og bruges derfor i bylovene iflæng. I overensstemmelse hermed må vistnok det dunkle sted i F. L. X. 31 første passus forklares, hvor det siges, at, når en bonde skal sagsøges i kjøbstaden og bliver afæsket tak, da skal han skaffe tak til stefnu til móts fjala (?), om han end er afæsket tak til dóms.

Som alle andre processuelle opfordringer, måtte opfordringen til at stille tak fremsættes for sagvolderen på dennes bopæl. Traf sagsøgeren sin modpart udenfor hans hjem, eller var denne en løs og ledig person (einleypr maðr), kunde sagsøgeren dog foreløbig kræve borgen for, at han skulde lade sig finde i sit opgivne hjem (når krav eller kvaða skulde fremsættes) – brautar tak (vej-borgen), tak til heimilis, se G. L. 102, F. L. X. 36, 27, 31, jfr. B. L. VII. 24. Dette kom således til anvendelse, når en bonde taksattes under sit ophold i byen for en sag, hvorfor han skulde søges hjemme i herredet. Efter de 2 sidst citerede lovsteder synes bofaste folk, uden hensyn til deres ejendoms størrelse, at have været frie for at stille dette tak, og kun at have behøvet at gjøre rede for sig; under en modsat forståelse synes nemlig det gjentagne tillæg, at bú hans skal varða taki, ikke at få nogen selvstændig betydning. Jfr. endnu F. L. XVI. 2.

I G. L. 102 nævnes endvidere kyrsetu-tak, og efter sammenhængen skulde man tro, at herved forstodes borgen for, at sagvolderen skal sitja kyrr og ikke begive sig bort, – altså alene en anden benævnelse for den processuelle borgen ialmindelighed. Dette er dog vistnok ikke riktikt, hvorimod det synes klart, at kyrsetutak har været borgen for en omtvistet tings tilstedeblivelse, altså det samme tak, som omhandles i M. L. IX. 4, B. L. 7. Dette synes umiskjendelikt at fremgå af sammenligning med de gamle svenske love, hvor kvarsætutak udtrykkelig tillægges denne betydning og opstilles som en tredje hovedform for lagatak, se således Vestgøtal. Tyveb. kap. 8 og 9 (der aldeles svarer til M. L. X. 4) jfr. kap. 11: þry æru laghætak. et ær brötar tak. annæt ær kvarsætu tak. Þriþiæ ær skiælæ tak (der svarer til det norske tak til dóms). Ordet kyrsetutak forekommer iøvrikt kun på det ene anførte sted i de norske love; i M. L. IX. 4 står tak uden nærmere betegning; men herved er at mærke, at dette er den eneste anvendelse, hvori tak findes i Magnus Lagabøters landslov, og i ethvert fald er dette en fra de øvrige ganske forskjellig art.

Endelig skal for fuldstændighedens skyld omtales en egen art af borgen, der vistnok mere er af obligationsretlig end processuel betydning, men som dog, dels fordi den bestemt er adskilt fra den almindelige kontraktmæssige kaution (vørðslur) og en egen udvikling af tak-institutionen, dels fordi dens øjemed var at give betryggelse under et mulikt søgsmål, fortjener at omtales, nemlig det såkaldte heimilðar-tak (hjemmelsborgen), der findes i alle de gamle love undtagen Frostatingsloven, se G. L. 254, B. R. 110–11, M. L. VIII. 10, 13 jfr. IX. 4, B. L. VII. 6–8 jfr. VIII. 7, men hvorom dog især bylovene indeholder fuldstændige regler. Ved alle handler om huse eller skibe eller brukte sager af enhver art (gripir eller gripir hafðir) samt tamt kvæg, skulde sælgeren stille kjøberen borgen for hjemmel. Kjøberen blev derved altid befriet for tyvssøgsmål og kunde, hvis tingen blev ham fravindiceret, søge sin erstatning af hjemmelskautionisten, der igjen havde regres til sælgeren (se især B. R. 111). Forsømmelse af at tage heimilðartak medførte, at kjøberen blev behandlet som tyv, dersom han ikke kunde værge sig med settered og nævndervidne, og, selv om han sednere finder sin hjemmelsmand, vistnok havde regres til denne, men alligevel selv var ansvarlig for bøderne. Hvorvidt vindikanten kunde gjøre noget særskilt ansvar gjældende mod hjemmelskautionisten, omtales ikke. G. L. 254 og M. L. IX. 4, B. L. 7, siger vistnok, at vindikanten, efter at have bevist sin ejendomsret og fået sin ting tilbage, har valget mellem at fare bort med sin ting, og dermed lade videre forfølgning bortfalde, eller prøve (reyna) den andens heimilðartak. Men ved det sidste menes dog neppe andet, end at vindikanten, hvis han vil anstille videre tyvssøgsmål, må vende sig mod den, der har stillet heimilðartak, hvorved jo denne borgens godhed i egentlig forstand kan siges at sættes på prøve. – Ved handler om nye og ubrukte ting (vara øll ný og úneyt) behøvedes hjemmelsborgen ikke (strætiskaup). – Heimilðartak var altså det samme som de gamle danske og svenske loves vin, der omhandles i Sk. L. VII. 8, Er. sj. L. III. 39, 40 jfr. 23, Vestgøtal. ældre Cod. Tyveb. kap. 19, Østgøtal. Vinsorþab. kap. 6, 7 og 8, hvilke næsten ord til andet stemmer med den norske B. L. VII. 6. Valdemar den andens jyske lov II. 93 og 94, hvoraf den første er kilden til Chr. V. Lovb. 6–17–1, 2 og 5, omtaler også vin ved kjøb og salg uf de somme gjenstande som de øvrige love, men her har institutionen tapt sin oprindelige betydning of borgen, og er gået over til st betyde vidne på kjøbet, hvilket befriede besidderen for tyvssøgsmål, jfr. dog den ældre slesvigske stadsret kap. 23. Også i den svenske stadslag Tyveb. kap. 1 og 2 er vin gået over til vidne, på samme måde som i den jydske lov, hvorimod Christoffer af Bayerns landslag Tyveb. kap. 15–21 endnu har beholdt vin i den gamle betydning som garantist for hjemmel. Også i de norske love viser iøvrikt institutionen sig noget afsvækket, såvel med hensyn til kautionistens som kjøberens ansvar i vindikationstilfælde.


Tak synes st have været en ældgammel germanisk retsinstitution. Men i alle de øvrige germaniske lovbøger med undtagelse af de norske og de engelske, både før og efter den normanniske erobring, er institutionen bortfalden udenfor søgsmål mod besiddere af stjålne koster. – Således bestemmer Vestgøtalovens tyvebolk kap. 8 og 9, at vindikanten foreløbig kan afæske besidderen brøtartak um syn nætær til hus ok til hems, dernæst kvarsætu-tak for tingens tilstedeblivelse og endelig skiælæ tak (art. 11) firi land ok lagman. Næktede besidderen at stille tak, forfaldt hen i bøder. Den videre forfølgning var da afhængig af gjenstandene beskaffenhed, forsåvidt der udfordredes vin ved handelen eller ikke, og bestod deri, at besidderen måtte skaffe sin hjemmelsmand tilstede, mod hvem da sagen fortsattes, og således gik sagen videre tilbage, indtil man enten stansede ved tyven selv eller ved en besidder, der ikke kunde skaffe sin hjemmel, og som altså blev behandlet som tyv, hvis han ikke med sine kjøbevidner kunde bevise sin uskyldighed. Det var imidlertid i regelen ikke tilladt at forfølge hjemmelen længere tilbage end til tredje salg; tredje mand måtte enten bevise sin originære ejendomsret eller tåle, at vindikanten vindicerede kosterne. – De øvrige svenske love indeholder i det hele tilsvarende bestemmelser. – Østgøtaloven og Svealovene foreskriver derhos i almindelighed tak, når ed var fæstet (eþatak), hvilket i disse love spiller en yderst viktig rolle.

I de ældste danske love forekommer taksætning på samme måde ved vindikation af stjålet gods i Skånske Lov VII. 1 fgg., And. Sunes. 85., Valdemars sjællandske lov III. 13 og Eriks sjællandske lov II. 21 og III. 21–24. Disse indeholder aldeles den samme bestemmelse som vor G. L. 102 om kyrsetutak: Forfølger ejeren straks tyven og griber ham med kosterne ihænde, kan han uden videre tage tyven og fore ham med kosterne bunden til tings; men forfølger han ham ikke straks, men sednere træffer ham med sine koster, da skal han takføre[8] ham; den siktede havde nu ret til at forsøge, om han kunde finde nogen, der vilde gå i tak for ham, på 3 gårde; men lykkedes dette ikke, kunde sagsøgeren tage ham med sig hjem og sætte ham i bånd og jærn. Skyder besidderen på hjemmel, foreskriver de danske love i det hele en lignende fremgangsmåde som de svenske, nemlig at følge hjemmelen med fortsat taksætning opad, og navnlig indeholder Er. sj. L. III. 22 den samme bestemmelse som Vestgøtal. Tyveb. 8 og Østgøtal. Vinsorþab 7 § 4, at man ikke må skyde på hjemmel længere tilbage end til 3dje salg. – I Valdemar den 2dens jydske lov forekommer også tak om borgen for stjålne kosters tilstedeblivelse, se II. 96 (kildetil Lovb. 6–17–15), 104 og 105 (kilde til Lovb. 6–17–6 til 8), ligesom kap. 106 indeholder den samme bestemmelse som Sk. L. VII. 2 og Er. sj. L. II. 21, at vindikanten, som først efter 2 eller flere dages forløb finder sin tyv, når denne „biuþær skotæ“, skal følge ham til 3 gårde „þær han beþes til tak æþ skøtæ“, men hvis han ikke der får tak for sig, kan han selv tage tyven i forvaring (kilden til Lovb. 6–17–13). Ved siden heraf har også J. L. II. 93 den samme bestemmelse som Er. sj. L. III. 22, at besidderen ikke må skyde på hjemmel længere end til 3dje mand: den 3dje mand han skal altid udrede de koster, som han vedgår (kilden til Lovb. 6–17–2). Men i J. L. sammenblandes, som man ser, tak ganske med hjemmel, ligesom de skånske og sjællandske loves vindikationsteori her aldeles er forandret. – Jydske Lovs II. 62–65 indeholder derimod forskjellige almindelige bestemmelser om borgen i civile og kriminelle sager, der her med et fælles navn kaldes borghæ, hvilke er gangne over i Lovb. 1–21–4 til 11.

I de gamle tydske love forekommer vistnok hverken ordet tak eller nogen institution, der ligefrem svarer til vor taksætning; men der findes umiskjendelige spor af, at et sådant institut også der har været kjendt. Det så meget omtvistede ord: adhramire er ganske vist intet andet end vort: fœra tak, skjønt dets betydning, hvor det nu forekommer, er, om man så kan sige, noget afbleget. Ordet, der også skrives agramire, achramire, har sin rod i det gotiske hramjan, mht. râmen = befæste; oldn. ramr = stærk, kraftig, og bruges i de frankiske retskilder synonymt med spondere. Man finder således sacramenta adhramire = fæste ed, ved hvilket man umulikt kan undgå at tænke på vore og de svenske loves eiðatak; ejeren, der finder de ham frastjålne koster, kan res suas adhramire (jfr. vort kyrsetutak); at stille borgen kaldes: vadium, vadio adhramire,[9] og i gamle bayerske dokumenter forekommer aramiatores i betydningen: bekræftelsesvidner. – Især mærkelikt er det bekjendte sted i lex Salica kap. 40, jfr. 50 (Herold) og lex Ripuariorum kap. 33 jfr. 47 § 1. Vistnok bruges her udtrykket per tertiam manum adhramire i samme betydning som intertiare om at overantvorde den omtvistede ting i tredje mands varetækt (in tertiam manum mittere), og fremgangsmaaden hænger sammen med den gamle forfølgningsmåde af stjålne eller røvede ting med anfangen. Denne bestod nemlig; ligesom i de svenske og danske love, deri, at vindikanten lagde sin hånd på den ting, som han gjenkjendte som sin, hvorefter besidderen, nar han påskjød at have erhvervet tingen ved overdragelse, leverede den fra sig til sin hjemmelsmand, mod hvem nu klageren vendte sig, og som atter kunde ga tilbage til sin hjemmel o. s. v., indtil man enten nåede tyven eller en besidder, som ingen videre hjemmel kunde skaffe, – ganske på samme måde som de svenske og danske, ovenfor anførte love bestemmer; og denne overensstemmelse er så meget mærkeligere, som de tydske love iøvrikt ikke anerkjendte vindikationsretten til rørlikt gods i det omfang, som de nordiske love, men tvertimod, hvor tingen ved en frivillig handling var kommen ud af sin ejers besiddelse (gewehre) og derefter var kommen på afveje, ikke tillod ejeren at søge den tilbage fra godtroende tredjemand. Men sammenholder man de citerede steder af den saliske og ripuariske lov med de oven anførte steder af de gamle svenske og danske love, da vil man se, at de lige indtil udtrykkene stemmer overens, medens adhramitionen eller intertiationen i hine svarer til taksætningen i disse. Især er denne overensstemmelse påfaldende mellem lex Rip. kap. 47 § 1[10] og Sk. L. VII. 1[11] og mellem lex Rip. kap. 33[12] og Er. sj. L. III. 21[13] Og sammenholder man nu fremdeles med disse steder de tidligere omtalte steder af lex Salica, (der hidrører lige fra Frankernes hedenske tid, medens lex Ripuariorum først blev optegnet under Chlodevigs søn Theodorik I. (511–34), – synes man ikke at kunne betvivle, at man endnu har et spor af taksætning tilbage i L. Sal. kap. 40, og at dette dunkle sted herigjennem lader sig forklare. Det heder her: –„Si quis bovem aut caballum sive quodlibet animal in furto perdiderit, et ejusdem vestigia sequitur, et id consecutus fuerit usque in tertia nocte, et ille, qui id duxerit, aut emisse se aut cambiasse dixerit, .. ille qui per vestigia sequitur, res suas per tertiam manum adhramire debet. Si vero jam tribus noctibus exactis qui res suas quærit et invenerit, apud quem inveniuntur, si eas emisse aut cambisse dixerit, ipsi licent adhramire. ...“ Jfr. L. Sal. kap. 50, hvor det heder: „Si quis servum ant ancillam caballum aut bovem aut jumentum aut quemlibet rem sub alterius potestate agnoverit, mittat eam in tertiam manum, et ille, apud quem agnoscitur, debet adhramire....“ Det er heraf klart, først, at der må være en forskjel i lex Salica mellem adhramire og in tertium manum mittere; dernæst, at der må være en forskjel mellem den i det først anførte lovsted foreskrevne fremgangsmåde, eftersom den bestjålne finder sin ting før eller efter 3 døgns forløb; men her ligger vanskeligheden i at afgjøre, på hvem ipsi i andet passus i L. Sal. 40 har hensyn. Anteger man, hvad hele sammenhængen og navnlig kap. 50 nærmest synes et tilsige, at hermed menes besidderen, synes man et få den bedste forklaring af disse steder ved at forstå dem som en levning af tak-institutionen, der befinder sig på overgangen til hjemmelspåvisning. Per tertiam manum adhramire bliver altså omtrent svarende til: at taksætte til tredje mand, men vel at mærke i Jydske lovs betydning (jfr. 6–17–2), medens „adhramire“ i andet passus bliver – stille kyrsetu-tak (jfr. G. L. 102 i slutn.). Meningen bliver altså: Finder bestjålne sin ting igjen inden 3dje døgn, kan han (vel ikke, som efter L. Rip., uden videre tage tingen igjen, men) straks begynde tyvssøgsmålet mod besidderen, med mindre denne straks opgiver sin hjemmel, til hvem tingen da bliver overleveret, i hvilket tilfælde dog besidderen må stille borgen (laga tak), jfr. J. L. II. 96 se og Lex Burgundionum kap. 83 § 1[14]. Finder han derimod først sin ting eller 3 døgns forløb, kan han alene fordre borgen for tingens tilstedeblivelse (kyrsetu-tak), og søgsmålet går da frem på sædvanlig måde, så at vindikanten vel får sin ting tilbage, når han beviser sin ejendomsret, men uden at besidderen bliver anseet som tyv, selv om han ikke skaffer sin hjemmelsmand, når han besværger, at han hverken er tyv eller tyvs stalbroder.

I de angelsaksiske og sednere engelske love spiller den processuelle borgen en overmåde viktig rolle, og er på det nøjeste forbunden med den hele retsorden; men da udviklingen af institutionen, sådan som den der gestaltede sig, er af mindre interesse for vor nærværende opgave, som er at forklare vore gamle norske loves tak, vil vi her ikke videre indlade os på samme, lige så lidt som vi kan opholde os ved de videre undersøgelser, hvortil den tydske procesmåde med anfangen, der har så mange berøringspunkter navnlig med den gamle svenske og danske vindikation, giver anledning. – I den gamle islandske rettergang forekommer tak aldeles ikke. Tak i Grågåsen betyder bohave (i de norske love anðvirki).


At tak-institutionen således tapte sin almindelige processuelle anvendelse og indskrænkedes til vindikation af stjålne ting, og at den dernæst også for disse sager tapte sin betydning af borgen, så at den tilsidst alene blev tilbage i betydning af påvisning af hjemmel til de omtvistede ting, – er en overgang i retsudviklingen, der ganske stemmer med statsbegrebets historiske udvikling i Europa, idet retsplejens udøvelse gjennem statens auktoritet mere og mere må bringe den opfatning, at sagsøgeren lider uret overalt, hvor han ved en næktelse fra sin modparts side bringes i den nødvendighed at søge rettens mellemkomst, til at svinde. Det er da også let forklarlikt, at denne overgang indtrådte så meget sednere i de nordiske lande og allersidst i Norge, hvor den oprindelige germaniske samfundsorden holdt sig længst, og som var det eneste land, hvor odelsforfatningen existerede i sin renhed. – At borgensystemet alligevel holdt sig i England hvor feudalforfatningen netop vor skarpt gjennemført, og rettens pleje i egentligste forstand udgik fra kronen. – medens det omvendt aldrig fik indpas på Island hvor forholdet var ganske det samme som i Norge, – indeholder kun tilsyneladende nogen modsigelse, eftersom dette stod i forbindelse med andre institutioner i disse lande, der gav retsspørgsmålet en aldeles formidlet stilling, nemlig den engelske fællesansvarlighed inden de engere samfundskredse på den ene side, og den islandske retsforfølgnings store strenghed på den anden.

Men også i de norske love viser en nærmere betraktning, at tak-institutionen er i forsvindende. Ti vistnok omtaler såvel G. L. som F. L. i de ovenciterede hovedsteder tak som anvendelikt i alle sager; men hvor der forøvrikt i disse love handles om de specielle retsforhold og retsforfølgningen i disse, tales der ikke om nogen taksætning uden i ganske enkelte tilfælde. G. L. omtaler således aldeles ikke tok uden i tyvssager, G. L. 254, altså kyrsetutak, og især er det mærkelikt nok, et den ikke i kap. 35 og 37, de to processuelle hovedsteder, taler et ord om nogen taksætning. Ja selv i hovedstedet om tak, kap. 102, omhandles den nærmere fremgangsmåde, og navnlig den personlige fængsling, som indtrådte, når tak ikke kunde skaffes, alene i forbindelse med kyrsetutak. Alt dette giver anledning til at formode, at dette også var den eneste art af tak, som var praktisk i dette lagdømme. At G. L. også har heimilðartak, beviser intet, da dette hænger så nær sammen med kyrsetutak og desuden mere har obiligationsretlig end processuel betydning; det samme gjælder om det 40 marks tok for landefred, der foreskrives i G. L. 314, hvilket heller ikke er processuelt, men svarer til den ret til at kræve gisler af hele distrikter i ufredstid, som G. L. 312 tillagde kongen. Alle disse bestemmelser er derfor også gangne over i M. L., hvor, som oven anført, det processuelle tak, undtagen kyrsetutak, aldeles er forsvundet. Heller ikke i F. L. findes specielle anvendelser af den processuelle borgen udenfor de almindelige hovedlovsteder, undtagen på et eneste sted, IX. 28, mod den, som vil rejse bort med umyndiges gods uden at have stillet pant, og selv her er det i det mindste tvivlsomt, om det er tænkt som forløber for nogen umiddelbar rettergang, eller om det ikke snarere alene er en tvungen sikkerhedsstillelse for selve fordringen, der tænkes at ville gjøre al videre rettergang overflødig. Dette er i alle fald klart med hensyn til det tak for den fredløses gods, som biskoppens ombudsmand ifølge F. L. III. 23 kunde kræve. – I den nyere landslov er, som oftere bemærket, det processuelle tak udenfor tyvssager aldeles forsvundet. Istedet herfor indeholder M. L. VIII. 5 en bemyndigelse for kreditor til før dom at fængsle sin uvederhæftige debitor, hvis fattigdom ikke er forvoldt ved utilregnelige ulykkestilfælde, og parallelstedet i byloven (kap. 13) viser, at dette retsmiddel er tænkt som bestemt forskjellikt fra taksætning. Endvidere kan i denne forbindelse mærkes, at skipperen ifølge M. L. VII. 50 ipso jure er kautionist (í vørðslu) for sine folk under sildefisket (jfr. Lovb. 5–11–17).

I bylovene derimod spiller taksætning en hovedrolle. Næsten overalt, hvor søgsmål omtales, indledes dette med takæskning, og især i den nyere bylov er dette sa almindelikt, at „taksætte“ bruges aldeles synonymt med „at sagsøge“, og det endog således, at hvor landsloven har „stefna“ har det forøvrikt ganske enslydende parallelsted i byloven „taksetja“, se sål. B. L. I. 5 og VII. 24, jfr. M. L. I. 6; B. L. I. 6, jfr. M. L. 12; B. L. IV. 12, jfr. M. L. ibid.; B. L. V. 17, jfr. M. L. ibid.; B. L. VII. 3, hvor taksetningarvitni svarer til heimstefnu- þingstefnu- og kvøðuvitni i M. L. VIII. 2, jfr. I. 4; B. L. VII. 24, jfr. M. L. 8; B. L. VII. 5, jfr. M. L. 13 o. m. fl. – Det er også ganske naturlikt, at taksætning i kjøbstæderne, hvor omsætningen og rørelsen i det hele var mere mangfoldig og levende, matte blive et yderst praktisk institut, og at dette, omvendt af hvad der fandt sted på landet, måtte udvikle sig mere og mere, efter hvert som tiden gik fremad. I byerne havde man derhos, som oven anført, det strengere fjártak, der ikke findes i landslovene. Også andetsteds i Europa ved man jo, at forfølgningsmåden i byerne, især i vitterlige gjældssager, var særdeles streng. I selve navnet på byernes territorium, takmørk, har man et vidnesbyrd herom, og heri synes endog en modsætning til landdistriktet at være betegnet, som det distrikt, inden hvis grænser rettergangen skede med tak, og udenfor hvilke taksætning ikke var anvendelig, jfr. B. L. VII. 26, jfr. 24; B. R. 173.[15]

Det synes imidlertid, at taksætningen i byerne også i anvendelsen har været udøvet med megen hårdhed, og at den navnlig mod fremmede i regelen er bleven anvendt som ubetinget personlig fængsling, uden at nogen borgensstillelse er bleven tagen for god; det er heller ikke vanskelikt at forstå, hvorledes det kom til at tage denne vending, da det for den fremmede både i sig selv matte blive vanskelikt at finde nogen, som var villig til at overtage dette strenge ansvar for en udenlandsk, om end nok så vederhæftig mand, og man vistnok også har anvendt taksætningen, uden hensyn til den materielle sikkerhed, som et tvangsmiddel for at fremkalde en promte afgjørelse. Man ser derfor også, at de hanseatiske kjøbmænd, skjønt den norske taksætning, når man alene holder sig til lovstedernes ord, ikke kunde være væsenlig strengere end den gjældsforfølgning, som anvendtes i deres eget hjem, dog følte sig hårdt trykkede af den, og derfor ved traktatmæssige overenskomster med de norske konger søkte at få den formildet. Allerede 2 år efter sin bylovs udgivelse indrymmede Magnus Lagabøter selv ved et brev af 18 Juli 1278 (Dipl. Norv. V. no. 10) de nordtydske stæder: quod nullus ipsorum, offerens seu exhibens idoneos fidejussores de veniendo ad judicium et parendo juri, pro qvocumque debito vel delicto in carcerem vel vincula detrudatur. Da her foreskrives såvel fjártak som lagatak, og det dog skal være en begunstigelse for kjøbmændene, viser det sig altså, at fordringerne i praxis var endnu strengere. I de følgende frihedsbreve af 6 Juli 1294 og 31 Juli 1296 (Dipl. Norv. V. no. 23 og 33) jfr. en udateret retterbod af Håkon Magnussøn den yngre (Norges gl. L. III. S. 210 fgg.) udvides dette derhen, at når nogen „bliver taksat for gjældsag eller for en mindre forbrydelse, der kan afsones med bøder, da må han føre det tak med sin husvert og 2 af sine landsmænd, som skib ejer, der er så godt som pengenes beløb“, jfr. B. L. VI. 7. – I Håkon Magnussøn den yngres retterbod om (de tydske) skomagere i Nidaros og Bergen af 20 Marts 1370 bestemmes, at hvo som har nogen lovlig tiltale til dem, skal taksætte dem op til kongsgården for ombudsmanden og lagmanden der, men for al anden takføring skal de være befriede.

Det forstår sig iøvrikt af sig selv, at personlig fængsling i tilfælde af politiovertrædelser og som præventionsmiddel var hjemlet i lovene, og dette var heller ikke indskrænket til byerne, skjønt det naturligvis der måtte finde hyppigst anvendelse. Således foreskriver B. L. VI. 2, at den, som ved nattetid trættes i andenmands gårdsled eller forstue, skal setjast i ransakshús ok biði þar dóms, og B. L. VI. 3, at den vækter, som sover på post og ikke straks kan betale boden, 1 øre, sé kastaðr í myrkvastofa. Ligeså bestemmer 3 retterbøder af 29 Maj og 11 Oktbr. 1303 (gl. L. III. S. 58, 61 og 136), at pasløse omstrejfere og de, som foruretter gjæstgivere, skal kastes i fængsel, ligesom også de, der undsiger andre og ikke stiller borgen (jfr. Chr. IV. L. I. 4), samt de, som ikke vil indfinde sig på kongens budskab, – og Rb. 5 Marts 1304 foreskriver det samme om dem, som går med skjulte våben i kjøbstæderne. Men dette vedkommer egentlig ikke det processuelle tak.

I den følgende lovgivning nævnes taksætning ikke ofte. I en retterbod af Håkon Magnussøn den ældre af 1308 eller 9 (gl. L. III. S. 82) nævnes „taksætning“ (en variant har „bannsætning“) som et pengeudpresningsmiddel for gejstligheden. Rb. 12 Aug. 1313 bestemmer: at på Hålogaland skal i fisketiden fra 2 Febr. til 25 Marts hverken kongens eller biskoppens ombudsmænd søge eller taksætte, men taka lagafestir af dem, som forbryder sig, og søge dem siden, når skrejdfisket er forbi. Vil nogen imidlertid rejse bort, skal han stille fullan borgaðan mann for sig. Hvo som anderledes søger eller taksætter, skal bøde efter loven. – Ifølge en retterbod af Magnus Smek af 8 Jan. 1357 skal den bortrømte forbrydere efterladte gods „kyrsetjast undir fullu vørðslu ok geymslu með vitorði várs umboðsmanns“ jfr. Chr. IV. L. VII. 3. Dette stemmer med hvad der foreskrives i det ovf. anførte sted af F. L. III. 23 (om fredløses gods) jfr. også den svenske Vestgøtal. yngre codex arvæb. kap. 18 (om forladt arv), der begge bruger benævnelsen tak. – Efter foreningen med Danmark gik taksætning af brug, og blev vistnok afløst af den i de danske kjøbstadretter brugelige gjældsforfølgning, hvoraf siden vort nugjældende arrestinstitut udviklede sig; men overgangen hermed ligger det udenfor vor nærværende opgave at forfølge. I de hidtil trykte diplomer forekommer intet eksempel på taksætnings anvendelse, ligesålidt som i de mange hundrede retssager, der behandledes ved de norske herredage fra 1578–1610. Hvor „tag“ findes brukt i dokumenter fra det 16de årh., betyder det ulovlig bemæktigelse af andres ting = mistekja, se således Norske Samll. I. S. 212 fgg. Som bevis på, hvor aldeles institutionen nu er gået ud af erindringen, kan alene anføres, at overskriften til M. L. VII. 50: „ef menn takast fyrir med øfund“ i Chr. N. L. kap. 46 er gjengivet med: „Om søgning ok tak i sildefisket“, altså ganske misforstået.


Medens tak, efter det anførte, var rettet mod sagvolderens person, og siktede til at sikre sagsøgeren adgang til at få sin fordring fyldestgjort i hans bo, gik lovfæstelse altid umiddelbart ud på tingen, og siktede til at bevare sagsøgerens ret til denne uforstyrret.

At sagsøgeren lige så vel kunde forbyde sin modpart at overtræde, som opfordre ham til at efterkomme sin plikt, og at sagen ved sådan protest indtrådte i et andet stadium, så at overtrædelse af et sådant forbud, for så vidt plikten var in confesso, måtte medføre samme ansvar som anden modvillig retsfornæktelse, – var ganske i konsekvens med den gamle rettergangs grundsætninger og udtales også oftere i lovene, således i G. L. 88; M. L. VII. 16 (med at bortbygsle et odelsgods til fremmede); se også B. L. VI. 13 (at gjaldkeren skal forbyde enhver at leje hus af den, som ikke vil gjøre skjel for sig) og M. L. VII. 31 (at forbyde at lade fæ gå ude, medens der gjærdes) o. fl. Men dette er egentlig forskjellikt fra lovfæstelsen, skjønt det ligger på overgangen dertil; dette svarer nærmest til kravet ved vitterlig gjæld, og var betingelsen for selve forpliktelsens indtrædelse, medens den egentlige lovfæstelse intet forandrer i parternes retlige stilling, og alene medfører, at ansvaret, forudsat at der existerer noget ansvar, forøges.

Lovfæstelse var altså en højtidelig protest, nedlakt ved kirkestevne eller til tinge, af den, som formente sig at have en retlig interesse i en ting, mod enhver befatning med denne ting, som stod denne interesse ivejen, se F. L. XIII. 11, 14, 15, 17, 23 til 26; M. L. VII. 18, 19, 20, 24, 25.

Fremgangsmåden ved lovfæstelse beskrives i M. L. VII. 19: den lovfæstende skulde tale så højt, at alle de tilstedeværende kunde høre det, og sige: „Jeg lovfæster min jord her idag i gyldig form, med lovlig hjemmel og med retlig virkning (at orðfullu ok løgfullu ok þingsmáli). Jeg forbyder hver mand at nytte den for sig. Gud være mit vidne og de gode mænd, som mine ord hører!“

Lovfæstelsens virkning var, at den, som uberettiget overtrådte forbudet, måtte betale dobbelt landnam[16] og derhos efter de ældre love forfaldt i ransbøder til kongen; i M. L. er derimod ransbøderne bortfaldne. Denne virkning varede i 12 måneder, efter hvis forløb den ipso jure trådte ud af kraft. At imidlertid ransbøderne var afhængige af samme betingelse som landnamen, nemlig at overtræderen i virkeligheden havde uret, synes aldeles klart, idet lovene udtrykkelig forudsætter, at lovfæsteren har ret. F. L. XV. 5 siger også udtrykkelig i et enkelt tilfælde, at overtrædelse af en ubeføjet lovfæstning ikke medfører noget ansvar (nemlig nar en grundejer ved lovfæstelse vil hindre sildefiskere i at lægge fangsten på hans mark til påske). Herimod kan neppe komme i betraktning, at F. L. VII. 26 endog sætter straf for ved lovfæstning eller anden forhindring at formene andre at hugge i hans skov til skibs eller kirkes behov, at opsætte ledingsskibet på hans grund eller der at tage sten til kirkebygning; ti at selv en virkningsløs lovfæstelse kunde medføre en besværlig forhindring, er klart. Heller ikke kan noget sluttes deraf, at F. L. XV. 5 ikke er optaget i M. L. VII. 49; ti her er, som anført, ransboden bortfalden og spørgsmålet kunde stilledes ikke opstå.

Det synes ikke, at lovfæstelse alene har været anvendelig på fast gods, skjønt sagens natur måtte medføre, at den herpå matte få sin meste anvendelse F. L. VIII. 16 nævner lovfæstelse som anvendelig på arv i almindelighed og F. L. Indl. 21 taler om at lovfæste sin mad for fredløs mand (for derigjennem at eludere forbudet mod at underholde ham) hvilket vistnok betegnes som et misbrug, der forbydes under straf, men uden at det dog antydes, at det i sig selv er en virkningsløs handling. F. L. XIII. 21 taler om lovfæstelse for optagne og indsatte heste, der har gjort skade på ager eller eng; F. L. IX. 28 om at lovfæste for sit pant.

Den interesse, som ved lovfæstelse skulde beskyttes, måtte være en interesse, som knyttede sig til tingen, om det end ikke var nogen egentlig tinglig ret. Dette fulgte deraf, at lovfæstelse var rettet mod tingen, ikke, som tak, mod personen. Det var derfor især i landboretten og til beskyttelse for ejendomsretten, at lovfæstelsen spillede en så overordentlig viktig rolle. – Når alle lovene foreskriver, at jorddrotten til sikkerhed for landskylden m. v. kan lovfæste lejlændingens avling (se G. L. 72; F. L. III. 20, XIII. 1 og 26; M. L. VII. 1 og 4 jfr. 25) ligger heri ingen undtagelse; ti de gamle betraktede landskylden, ikke som simpel gjældsfordring, men som hæftende på jordens afkastning, og anså jorddrotten som den egentlige ejer af hvad der voksede på hans grund, indtil brugeren ved landskylds erlæggelse tilhjemlede sig det løbende års afgrøde (ábúð jarðar heimilar tekju, en landskylld heimilar loð, G. L. 72, F. L. XIII. 1, 17; M. L. VII. 1).

Allerede flere af de anførte lovbestemmelser viser, at lovfæstelse kunde anvendes i mange tilfælde, hvor der ikke nødvendigvis opstod noget yderligere søgsmål. Det er her, at lovfæstelse nærmer sig de ovenfor omhandlede aldeles uprocessuelle protester. Dette samme synes at være tilfældet med den i F. L. XIII. 19 omhandlede lovfæstelse af uindhegnet mark for ulovlig græsning, jfr. også XIII. 11. Almindeligst anvendtes dog lovfæstelse i trætter om faste ejendomme, og alle ikke vitterlige landbosager synes at have været indledede med lovfæstelse. – Hvem som helst af parterne kunde i regelen optræde med lovfæstelse, hvorved heller ingen ret præjudiceredes, men alene ansvaret blev skjærpet; der forudsættes derfor også, at begge parter kunde lovfæste, se således F. L. V. 8. XIII. 17 og 23, skjønt lovene ialmindelighed sees at gå ud fra den i sig selv naturlige forudsætning, at det i regelen vil være ejeren eller besidderen, som griber til dette middel.

Der var heller ingen nødvendighed for, at lovfæstelse rettedes mod nogen bestemt modpart. Dette sees allerede af den oven anførte formular, og fremgik desuden af forskjellige i lovene nævnte specielle anvendelser, såsom den i F. L. XIII. 11 nævnte lovfæstelse for sin hage. Men ligesom det i mange tilfælde ikke engang var tænkelikt, at lovfæstningen gjaldt andre end en bestemt modpart, – f. e. når jorddrotten, som anført, lovfæstede lejlændingens avl (jfr. F. L. XIII. 26, hvor dette udtrykkelig siges, og som viser, at det i slige tilfælde var tilstrækkelikt at henvende forbudet umiddelbart til sagvolderen eller hans folk på åstedet), således lå det i sagens natur, at lovfæstningen i de fleste tvisttilfælde, skjønt i formen rettet mod alle, i virkeligheden alene kunde have hensyn til et bestemt retsindgreb, og lovene forudsætter derfor også på flere steder, såvel at en bestemt af parterne optræder med lovfæstelse, som at denne er rettet mod en given person som modpart, se f. e. F. L. XIII: 17; M. L. VII. 18. Men kun i 2 tilfælde, hvorom straks nedenfor, synes denne orden at have været nødvendig, og i alle fald er der ingen som helst grund til at antage, at lovene har tænkt sig dette som forskjellige institutioner. Tvertimod omtaler lovene jævnlig lovfæstelsen i selvsamme tilfælde på forskjellige steder snart som rettet mod alle og enhver, snart i forhold til en bestemt modpart.

Lovfæstelse behøvede således heller ikke at forfølges ved noget søgsmål. Men da en foretagen lovfæstning ikke gjorde noget til ulovlikt, som ikke allerede før var det, sa fulgte heraf, at lovfæstelsen ikke kunde få nogen virkning i overtrædelsestilfælde, med mindre selve retsspørgsmålet braktes under påkjendelse. Men dette behøvede ingenlunde at gjøres netop af den, som havde foretaget lovfæstelsen; lovene bestemte udtrykkelig (F. L. XIII. 717, 23. M. L. VII. 18, 24), at, når der var lovfæstet, skulde den af parterne, hvem det mest interesserede at se spørgsmålet afgjort (er hellðr þykkist þurfa), optræde som sagsøger. Men derhos tilføjes der, at den, som i mellemtiden mellem lovfæstelsen og stævningen åvirker på den lovfæstede ejendom, ikke pådrager sig noget (særskilt) ansvar herfor, når han blot ikke bortfører samme efter stevningen (undan lagakefli, undan dómi). Alt dette matte naturligvis give den, som havde lovfæstet, og således præsumtiv havde størst interesse i tilstandens opretholdelse, et virksomt motiv til ufortøvet at rejse sag, og lovene indeholder derfor også egne bestemmelser, siktende til at gjøre det mulikt for den, der havde lovfæstet, at stevne sin modpart den selvsamme dag, uden at komme i kollision med forbudet mod at foretage nogen sag på helligdage, se f. e. F. L. XIII. 25, og forudsætter på flere steder, at den samme part, der har lovfæstet, også optræder som sagsøger. Men det forudsættes dog også, at modparten efter omstændighederne optræder som sådan, se f. e. F. L. X. 3.

Kun i 2 tilfælde foreskrives der ufravigelig, at lovfæsteren skal anlægge sag, nemlig 1) når den på gården boende lejlænding bestrider den nye tilflyttendes ret (F. L. XIII. 1 jfr. M. L. VII. 5); her skal den lejlænding, som har gården i besiddelse, lovfæste og lægge femterstevne; i modsat fald skal den tilflyttende have garden; – og 2) i almenningstrætter (F. L. XIV. 7, M. L. VII. 61); her skal den, som paastaar, at nogen del af almenning er hans private ejendom, lovnæste og dernæst inden 5 dage stævne ting; i modsat fald taber lovfæstelsen sin kraft for denne gang. I tilfælde af ulovlig gjærding over elv bestemte F. L. XIII. 9, at de ovenfor boende skulde „lovfæste og lægge femterstevne“; men heri ligger vel kun, at ingen anden end disse tænkes at kunne have interesse i at optræde, og i M. L. VII. 48 (jfr. Lovb. 5–11–12) er dette forandret derhen, at klageren, hvis angjældende ikke straks selv river det ned, kan, som i andre vitterlige sager, umiddelbart sætte sin ret igjennem ved tingmændenes hjælp, og der er som følge heraf ikke tale om nogen lovfæstelse.

I odelssager nævnes lovfæstelse aldrig, og den hele omgangsmåde, som foreskrives for odelssøgsmal, synes også at matte gjøre foreløbige retsmidler uanvendelige. Heller ikke findes lovfæstelse nogensinde anvendt i bylovene (jfr. dog B. R. 98 sidste passus, der dog uden tvivl ved en uopmærksomhed er kommet ind fra F. L. III. 20). På et enkelt sted, B. L. VI. 6, nævnes tak som anvendelikt i slige sager, nemlig når nogen sætter sit hus på anden mands grund; men det er her rimeligst at antage, at de gamle, overensstemmende med sin løsere opfatning af kjøbstadgrund, ikke har betraktet de deraf opstående søgsmål som nogen vindikation af grunden, men nærmest som et personlikt søgsmål mod den byggende til bygningens borttagelse, og under denne opfatning bliver anvendelsen af taksætning ganske overensstemmende med de almindelige regler, jfr. ovf. S. 9.

I den ældre Gulatingslov forekommer ordet lovfæstelse intetsteds; men at dog institutionen også der fandtes, kan sees deraf, at denne lov indeholder de samme hovedanvendelser af den, og med samme retsvirkning som de øvrige. Således: G. L. 81 (mod at beholde kvæget hjemme om sommeren), der er gået over i M. L. VII. 40, som dog, vistnok af den grund, at G. L. kalder dette „forbud“ og ikke lovfæstning, har forandret den i kilden for overtrædelse fastsatte fordoblede landnam til en bestemt bod; G. L. 91, der i almindelighed bestemmer, at landnamen fordobles „ef fyrirboðit er“, aldeles ligesom F. L. og M. L. om lovfæstning; G. L. 72, der indeholder den samme bestemmelse som de øvrige love, at jorddrotten kan beslaglægge lejlændingens avling, når denne ikke betaler landskylden, og ligeledes antyder, at overtrædelse af forbudet før stævningen, intet ansvar pådrager. På det sidstanførte sted betegnes imidlertid lovfæstelsen ved at „krossa loð til leigu ok firirbjóða honom at neyta undan krossi“, og dette lader formode, at fremgangsmåden i Gulatingslagen har været forskjellig fra den i de øvrige lagdømmer brugelige, nemlig ikke bestået i en mundtlig protest ved kirkestevne eller til tinge, men i en ydre symbolsk handling, sandsynligvis oprejsning af et kors, ledsaget af et mundtlikt tilhold på åstedet. En sådan indretning findes også virkelig i de gamle waliske love; den var anvendelig i de selvsamme tilfælde som den norske lovfæstelse, og dens virksomhed var, ligesom dennes, begrænset til et år (se Walter, das alte Wales § 203). – Også i F. L. findes et enkelt spor til at lovfæstelse kunde foregå ved en lignende symbolsk handling, nemlig i XIV. 11, hvor det heder, at fra 6 uger før jul til 3 uger før St. Hansdag „skal man selv hegne sine sælhundevær på samme måde som man hegner sine ejendomme oppe på land með lagakefli“.[17] Vistnok kan her „hegna með lagakefli“ forståes om at erhverve dom for sin ret, jfr. B. R. 146, hvor det selvsamme er gjengivet med „hegna með løgum“. Lagakefli (ordret: lovkjævle, lovstav) var i F. L. et i sager om faste ejendomme brugelikt symbol, hvis nærmere beskaffenhed vi imidlertid ikke kan angive;[18] at „sœkja með lagakefli“ ved fast gods modsættes „með útbeitslu“ ved løsøre (se F. L. IX. 30, X. 11 og 24, B. R. 158). I F. L. XIII. 23, der handler om tvistigheder om holt eller hage, ager eller eng, bruges udtrykket „undir lagakefli“ i betydningen: medens sagen varer, og „undan lagakefli“ i betydningen: til præjudits for søgsmålet, jfr. M. L. VII 24, hvor det er gjengivet med „undan dómi“. Men da det dog ikke er let at indse, på hvilken retsgrund en dom for eneret til det, som i regelen stod alle åbent, skulde kunne vindes, synes det naturligere at antage, at denne „hegning með lagakefli“ har været et slags extrajudjciel, men i retsformer foretagen fredlysning, hvorved eneret til sælvær erhvervedes, ganske som nu ifølge 5-13–15, (der dog har fået sin nuværende form ved en misforståelse). – Også i den gamle tyske rettergang findes „staven“ brukt som symbol for overgivelse af og for besiddelse af myndighed, ligesom der, dog neppe udenfor den saxiske (og schwabiske) ret, findes spor af anvendelse af „korset“, ærbødighedens tegn, til midlertidig beslaglæggelse af en omtvistet ting, se Jac. Grimms Rechtsaltertümer S. 173. Men nogen bestemt analogi lader sig her neppe eftervise.

I den følgende lovgivning undergik lovfæstningsinstituttet ingen videre forandring. Det synes dog at være kommet i brug at lade lovfæstelse, ligesom arrest, udføre af den kongelige ombudsmand, hvoraf følgen blev, at brud på et sådant forbud medførte den almindelige bod for brevbrud, eller ulydighed mod en kongelig befaling. Det siges også udtrykkelig i en anordning, udgiven af statholderen Paal Hvitfeld i forening med høvedsmændene på Agershus og Bergenhus m. fl. i Bergen den 26 Aug. 1573 (Paus S 368): „at al arrestering eller forbud (ɔ: lovfæstning), som kgl. maj byfoged gjør udi kongens navn, skal dømmes for 8 ørtuger og 13 mark“, og der forekommer i nogle i Norske Samll. I. S. 161 fgg. meddelte lensregnskaber for Agershus len for årene 1557–8 og 1560–1 oftere under sagefaldet opført bøder for brud på lovfæstning, hvis størrelse imidlertid ikke findes angivet. Deriblandt anføres: „at have taget en kvie i lovfæstning“, hvilket viser, at lovfæstning fremdeles anvendtes på løsøre, jfr. F. L. XIII. 21, der dog ikke er optaget i M. L.

Chr IV. L. indeholder om lovfæstelse ganske de samme bestemmelser som M. L. I henseende til terminologierne, da tilføjer loven, som oversættelse af det gamle ord lovfæstning, snart „eller forbud“, snart „eller fredlysning“, almindeligvis det første, når lovfæstning omhandles i forbindelse med en bestemt modpart, det sidste, når den tænkes rettet mod alle og enhver. At det dog hermed ikke her været lovens mening at indføre nogen skjelnen mellem tilfældene som henhørende til tvende forskjellige institutioner, men alene at forklare det gamle norske ord med det nyere, som på ethvert sted passede bedst, fremgår deraf, at i begge tilfælde også ordet „lovfæstning“ er tilføjet, ligesom også „lovfæste“ bruges uden videre forklaring, sål. i VI. 3 og 22, jfr. 16, – og kap. 19 (om den fordoblede landnam), der åbenbart gjælder lovfæstelse i begge betydninger, alene definerer det med „fredlysning“, og sednere i kapitlet ikke tilføjer nogen forklaring. I kap. 38 (kilden til Lovb. 3–12–12) heder det „forbyde“, uden at der er tilføjet „eller lovfæste“; men dette har sin grund i den overfor berørte omstændighed, at denne anvendelse heller ikke i kilden, M. L. VII. 40, betegnes som lovfæstning, fordi det der er taget af den ældre Gulatingslov, der aldeles ikke bruger dette ord.

Derhos har Chr. IV. L. indført 2 nye anvendelser af aldeles uprocessuelle forbud, eller fredlysninger, nemlig med hensyn til bjørn i vinterleje (Chr. IV. L. VI. 56) og sælhund på skjær (Chr. IV. L. VI. 62). Men begge disse anvendelser har sin grund i uriktig oversættelse af de gamle kilder. Det førstnævnte lovsted er taget af M. L. VII. 58, der igjen er hentet fra G. L. 94, og bestemmer, „at enhver kan vejde ulv og bjørn i hver mands skov, undtagen da, når bjørn er kvarvet (ɔ: indringet) i sit hide; da skal han (som har indringet den) lyse det i mænds forsamling, at det er hans kvarv; vejder derefter andre den, da vejder de for den, som ejede kvarvet, og landnam til jorddrotten.“ Her har oversætterne af Chr. IV. L. ikke forstået ordet „hvarf“, og gjengivet det på slump med „skov“. Dernæst har de oversat ordet „horfinn í hiði“, – eller måske den afskrift af M. L., som de benyttede, har haft læsemåden í viði ɔ: skoven, hvilket nogle codices af M. L. har, jfr. parallelstedet i F. L. X. III. 6: nema inni sé viðaðr), – med „ligger i vinterleje“, hvilket i og for sig nok kunde gå an,[19] og således er misforståelsen opstillet. – At den her foreskrevne „lysning“ i M. L. ikke er en anvendelse af lovfæstning, sees deraf, at der alene er sat enkelt landnam. Således som det nu står i Chr. IV. L., er stedet meningsløst, dels fordi „den som skoven ejer“ og „jorddrotten“ nævnes som tvende forskjellige personer, dels fordi det vel måtte være en overflødig gjerning af grundejeren at lyse til tinge, „at bjørnen ligger i hans skov“, – noget som jægeren jo kunde se. – Kilden til Chr. IV. L. VI. 62 er M. L. VII. 65, der igjen er taget af G. L. 91. Her heder det, at enhver er berettiget til fra søen af (men ikke fra land) at skyde sælhunde; hvad enten de ligger i søen eller på land, „med mindre sæl ligger på et skjær, som er bygget dæmning for“ (á latri þvi er stilli er til ladit). Disse sidste ord har oversætteren ikke forstået, men gjengivet på slump med: „som fredlyste ere“. – Fra Chr. IV. L. er igjen begge disse steder, således forvanskede, komne over i Chr. V. Lovb. 5–10–5 og 5–12–15, og således har disse to anvendelser af fredlysningen idet sin tilværelse, medens de ikke findes i de ældre love. – Det er ellers mærkelikt nok, at koncipisterne af Chr. V.’s Lovb. ved 5–12–14 fgg. virkelig sees at have benyttet selve Magnus Lagabøters landslov, og deraf optaget noget, som Chr. IV. L., kjendelig med forsæt, havde udeladt, og oversat dette ganske korrekt, men uden at rette det uriktige i det, som de optog efter Chr. IV. L., hvoraf end yderligere forvirring i denne materie er opstaaet.

Chr. V. Lovbog stillede udtrykkelig forbud sammen med arrest, og påbød, at det, ligesom denne, skulde forfølges med søgsmål. Deraf blev det en selvfølge, at det alene kunde anvendes mod en bestemt modpart, og at den universelle lovfæstelse eller fredlysning ikke længer kunde gå an uden i de to udtrykkelig hjemlede tilfælde. For så vidt det foregik til tinge, matte derhos nu formelig stævning efter regelen i 1–4–1 være fornøden (jfr. 6–15–9), men ellers måtte det falde naturligst at stille forbudet mod sin modpart på selve stedet. På grund af den hurtighed i forfølgningen, som foreskrives, blev en bestemt grænse for forbudets varighed overflødig. Med hensyn til virkningen af overtrædelse, bibeholdt 1–2–17 fremdeles den dobbelte landnam, hvor dets gjenstand var fast ejendom, medens 6–15–9 og 15, i lighed med de ældste love, satte ransstraf for krænkelse af lovlikt forbud mod løsøres forflyttelse. Det kan iøvrikt ikke næktes, at Chr. V.’s Lov næppe selv harv gjort sig nogen ret klar forestilling om det således afændrede retsmiddels sande virkekreds og betydning.

Maning (obstagium, indlager) var ikke noget oprindelig norsk institut, og vedkommer os derfor ikke på dette sted.


Vi har således seet, hvorledes det gamle tak efterhånden tapte sin tidligere betydning og udstrakte anvendelse, indtil dets afblegede levninger gik ind dels i den almindelige kriminelle borgen, dels i hjemmelspåvisningen i tyvssager, medens dels plads iøvrikt indtoges af det, gjennem en anden retsudvikling fremgangne, civilarrestinstitut, – hvorimod den gamle lovfæstelse selv gik over til en retshandling under navn af forbud. – Det er i høj grad interessant således at forfølge indgribende retlige institutioner på deres vandringer, og iakttage, hvorledes de antager forskjellige former efter de forskjellige forholde, hvorimellem de bevæger sig. Det viser, at retten ikke er en samling af døde normer, men en levende organisme, hvis særskilte dele vokser ud af og former sig efter hinanden med tidens og forholdenes vekslende tilstande.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Fordi en mand skylder mig penge, har jeg ikke derfor nogen ret til et forbyde ham at afhænde, pantsætte eller forflytte sit gods eller at rejse bort, med mindre han dertil særskilt – udtrykkelig eller stiltiende – har forpliktet sig; ti i så tilfælde har jeg en ret, som jeg ligefrem kan gjøre gjældende ved egentlikt forbud. Men en sådan ret erholder jeg gjennem arrest, om jeg ikke havde den før. – At en arrest gives navn af forbud, bør følgelig ikke vildlede, uaktet begge retsmidler har en forbydende tendens; men man bør, såvel hvor der handles om betingelser som om retsvirkninger, nøje skjelne mellem, om det er et sandt forbud eller en arrest, ti begge er, som anført, anvendelige til sikrelse for pengeforpliktelser.
  2. G. L., der i det hele klarest fremstiller rettergangsreglerne, bruger bestandig om opfordringen til at betale gjæld, når den er vitterlig, ordet kraf, at krefja; når den ikke er vitterlig, kvaða, at kveðja (hilse), der betegner en mindre indtrængende opfordring. F. L., hvis bestemmelser i det hele er dunklere, skjønt i det væsenlige overensstemmende, bruger i første tilfælde ordet útbeitsla, at beiða út. G. L. 35, 37; F. L. X. 6, 8, 11–18 og 24; B. R. 158.
  3. Det er dog neppe riktikt at betrakte tak som et i sig selv processuelt institut, ihvorvel det i processen finder sin meste anvendelse. Ordet kommer af at taka, tage, (jfr. mistekja, selvtækt, at taka fyrir øðrum) og betegner således nærmest tvungen sikkerhedsstillelse, i hvis mangel vederparten kunde tage sig ret på egen hånd, i modsætning til den frivillige borgen i kontraktstilfælde, der benævntes varðsla, pl. vørðslur (uf varða, gjælde for, komme an på).
  4. Mærk udtrykkene: „gánga sjálfr í tak“ (B. L. VII. 13) „bjóða sik sjálfan í tak“ (B. R. 23, 50) = borge for sig selv (Chr. V. N. L. 1–21–3), „sitja í tøkum“ (G. L. 261) = sidde i fængsel.
  5. De anførte steder gjengiver åbenbart den samme tanke som N. L. 1–21–2: at den personlige vederhæftighed her var garanti nok. „Selv at borge for sig“ er anse det modsatte af „at borge for sig selv“.
  6. Se Norsk tidsskrift 1854–55 S. 226
  7. Selja betyder nemlig i almindelighed overlevere, altså også i forvaring, lån leje o. dsl., ikke alene til eje.
  8. I de danske love bruges såvel takføræ som taksættæ om sagsøgeren, som æsker tak.
  9. I Kapitularierne forekommer: semet ipsum invadiare, semet ipsum in vadium dare, hvilket ligefrem er vort at ganga sjálfr í tak, bjóða sik sjálfan í tak, d. e. borge for sig selv.
  10. Si qvis animal suum per vestigium sequitur et tertio die … invenerit, liceat ei absque intertiato revocare.
  11. Varþær annærs manz fæ stolæt ællær kostær hans, ok far han þæghær æftir ok far takit hin mæþ er stal, sæte a band ok bindi ok føræ han til þings … æn far han æi þæghær takit þiuf mæþ kostæ sinum, ok kænnær siþæn kost sin i annærs manz hæfþum, þa ma han æi takæ man, num takføræ kost sin, ok faræ æftir sum logh æræ, jfr. J. L. II. 106, der har terminen: inden 3 dage.
  12. Si quis rem suam cognoverit (men uden straks at have forfulgt sporet), mittat manum super eam. Et si ille super qnem intertiatur (besidderen) tertiam manum quærat (ɔ: skyder på hjemmel) tunc in præsentia ambo conjurare debent cum dextera armata, et cum sinistra ipsam rem teneant. Unus (vindikanten) juret: quod in propriam rem manum mittat, et allius (besidderen) juret: quod ad eam manum trahat, qvi ei ipsam rem dedit.
  13. Hittær nokær man sin hest ællær nøt hemæ at annærs manz … þa skal … hin gangæ i tak foræ er i hændæ hauær. – – Kallær han antigh fangit ællær han sighær at annær man a þet, þa .. a þriþiæ fimt þa skal antigh hin kummæ viþ, ær han hauær til næfnd sik til hemælsæ, ællær þo atær þæn, ær takført hauær (vindikanten), skal gangæ til ok læggiæ hand yuær hals, ok annær man (besidderen) skal gangæ a mot hanum til ok høgræ hand hans i høgræ hand hins yuær hals læggiæ, ok hin skal þæt sværiæ ær æghændæ ær, biþæ sik sva guþ hiælpæ ok holl varþæ sum han ær at þy ræt æghændæ ok a þæt mæþ rætæ, ok hin skal aftær sværiæ ær han halder i hand laughæ o. s. v.
  14. Quicunque res aut mancipium aut quodlibet suum agnoscit a possidente, aut fidejussorem idoneum accipiat, aut si fidejussorem petitum non accipiat, res quos agnoecit præsumendi habeat potestatem.
  15. Kun på et enkelt sted, M. L. VII. 60, hvor imidlertid læsemåden er usikker, bruges ordet om privat ejendom på landet.
  16. F. L. udtrykker dette således, at landnam skal være silfrmetit, når der er lovfæstet, d. e. en øre beregnes til 12 alen vadmel, medens landnamen ellers var sakmetit, og beregnedes til 6 alen vadmel på øren.
  17. I mellemtiden fra 3 uger før St. Hansdag og 6 uger før jul var derimod alle sælvær ipso jure fredede, og den, som da tog sæl på anden mands vær, straffedes som tyv.
  18. Hvor fristende det end kunde være her at tænke på den gamle romerske vindicta, og hvor mange mærkelige overensstemmelser der end kan påvises mellem vor ældste procesmåde og den romerske legis actio sacramento (jfr. veðjanardómr), tør man dog vistnok ikke anse dette for mere end en tilfældig lighed.
  19. Horfinn af hverfa = dreje om, altså både transitivt: gå rundt og intrans. trække sig tilbage.