Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/248

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

sig ogsaa uden vanskelighed indse. Skulde mededen ikke blive et blot spilfægteri og en formsag, kunde ikke hvilkensomhelst, der intet ondt vidste om sagsøgte, anse sig berettiget til at aflægge den; medsværgeren maatte kunne danne sig en personlig mening. Hvad enten denne nu grundede sig paa hans kjendskab til de tvistendes karakter eller paa hans større eller mindre underhaandskjendskab til det omtvistede spørgsmaal selv, saa kom hans ved eden udtalte vidnesbyrd dog til at hvile paa en overbevisning der ikke stod den objektive kundskab fjern, men tværtimod i det mindste delvis hvilede paa denne. Men var det tilfældet, kan man neppe forundre sig over, at man i hine tider kun var lidet opmærksom paa forskjellen.

Naar vi ville finde, hvad der for de gamle selv fremstillede sig som særkjendet ved mededsvidnerne, henvises vi altsaa efter dette til deres formelle egenskab, at de ledsagede sine udsagn med ed, og dette er det ogsaa, som i kilderne ved enhver leilighed siges og underforstaaes. – For deres edsaflæggelse gives der en række bestemmelser, efter den fik bevismidlet sit navn, og vidnerne selv sammenfattes meget almindeligt under ordet eiðalið d. e. edshjælp. Mod at trække videre slutninger heraf stiller sig imidlertid strax den fra nutidens standpunkt meget naturlige indvending: men de øvrige vidner, skirskotnings-, erfarings- og anklagevidnerne, aflagde de da ikke ogsaa sine vidnesbyrd under ed, hjalp de ikke ogsaa sin part med ed, hvorledes kan i saa fald mededsvidnerne fortrinsvis faa navnet edshjælpere? Det bliver derfor nødvendigt at undersøge, hvorledes det oprindeligt forholdt sig med den almindelige vidneed.

I saa henseende er det høist paafaldende, at de ældste blandt vore kilder ikke give en eneste sikker efterretning om vidners edsaflæggelse, medensden i de noget yngre allerede hyppigere forekommer, hvoraf man strax faar en mistanke om, at eden i denne anvendelse turde skyldes en senere udvikling og navnlig kristelig og kanonisk indflydelse. Og at saa virkelig har været tilfældet, synes ved nærmere undersøgelse at blive høist sandsynligt. Først og fremst maa det saaledes mærkes, at vor ene hovedkilde, Gul.