havde udfundet; thi deres kundskab strakte sig vel i alle fald, naar de optraadte som vidner, langt længere ind i enkelthederne af det omspurgte forhold. Efter at thingmændene vare komne til en mening og i overensstemmelse dermed havde udtalt dommen, synes det, at slutte fra andre tilfælder, at være bleven krævet, at den indstævnte, hvis han havde faaet uret, strax paa thinget skulde rette for sig, enten ved at udføre, hvad modparten krævede, eller ved at afgive forsikkring om, at det skulde blive gjort. Nægtedes dette, have vel bønderne paa klagerens anmodning strax besluttet atfør, idet vægringen ansaaes for ran og førte til den almindelige fremgangsmaade.
Et andet fald, hvori civil sag kunde føres frem for thinget, nævner Gul. kap. 35, hvis bestemmelse om, at den sagsøgte ved kravet i vitterlig sag kan foregive ukyndighed i loven og skyde sagen til things, vi ovenfor have søgt at vise, har været af sildigere oprindelse. Hvad angaar fremgangsmaaden paa thinget, er der heller ikke her nogen grund til at tvivle om, at thingfolkene nærmest have havt at bedømme vidnernes habilitet, hvilket iøvrigt ogsaa om dette tilfælde i lovstedet siges; men paa den anden side tilhørte dog budet en tid, da spørgsmaalet om, hvad der i den enkelte sag var lov, var bleven af større praktisk interesse, og heri begrundes jo netop den hele uregelmæssighed.
Naar civile sager i uvitterlig stand forelagdes thinget, tør det, uagtet intetsteds udtrykkelig sagt, vistnok med sikkerhed formodes, at forsamlingen, hvis den ikke formaaede at komme til vished om, hvilke vidner den skulde give fortrinnet, har paalagt indstævnte nægtelsesed. I det mindste kunde det ikke ligge fjernere at benytte dette retsmiddel end gudsdommen, og om den sidste vide vi, at den ogsaa i en enkelt art af civile sager kom til anvendelse. Dette var nemlig ifølge Fr. 8–16 tilfældet, naar en mand paastod at være ret arving, men var udenlands født og ikke havde vidner at fremføre. Det er denne bestemmelse, der som bekjendt fik en saa skjæbnesvanger indflydelse i den norske historie, da den navnlig benyttedes til at bevise kongelig herkomst og arveret til riget. Ogsaa praktiseredes den i videre udstrækning end lov-
