og lovens anvendelse paa det saaledes givne tilfælde synes at have været den forholdsvis mindre tvivlsomme sag. Men heraf følger, at hellerikke thinget, naar det endelig skulde afgjøre spørgsmaalet, kunde faa stort andet at gjøre end at fastsætte, hvis vidner fortrinnet burde gives. De faa ord, hvori kilderne omtale fremgangsmaaden for thinget i disse sager, antyde ogsaa dette. Det eneste, som Fr. 10–15 finder det nødvendigt at sige, er nemlig, at begge parter skulle nyde sine vidner paa thinget, hvilket viser, at det var paa deres fremførelse hovedvægten fremdeles laa. Og Gul. kap. 266 nævner som uundgaaelig følge af det ene parties nederlag, at dets vidner blive skrœkváttar, hvormed tydeligt nok er sagt, at de andre tages for gode, og at man slet ikke tænkte sig muligheden af en middelvei, ad hvilken man maaske ved krydsforhør og jævnførelser kunde forbinde begge udsagn og komme til et fra begge forskjelligt resultat. Men ifølge hvilke betragtninger erklærede thinget den enes vidner for gode og den andens for falske? Naturligvis var det først og fremst deres personlige egenskaber og livsomstændigheder, som blev granskede og veiede; men dertil kom vel ogsaa den mere omfattende kundskab til bygdeforholdene, som et fuldtalligt thing i sammenligning med en skiladóm formaaede at opvise. Man maa huske, at det ved bedømmelsen af erfaringsvidnernes godhed især kom an paa at klargjøre, om de overhovedet havde havt anledning til at gjøre sikkre erfaringer i det foreliggende tilfælde. Men i hine tider, da vel en logisk, men ikke let en systematisk tankerække laa indenfor de dømmendes evne, maatte det selvfølgelig netop blive en af de bedste prøvestene for erfaringsvidnernes godhed, at deres udtalte erfaringer stemmede overens med, hvad man ellers vidste. Man gik med andre ord, naar det behøvedes, bagenfor vidneudsagnene, søgte ved at sammenføre thingmændenes egen kjendskab og gjorte erfaringer at komme sandheden nær, og fra det saaledes opnaaede standpunkt af erklærede man da, at disse vidner vare brugelige, men de andre sagde skrœk. Herved blev ikke de godkjendte vidner overflødige, idet de blot sagde det samme som thingmændene selv
