eller paa anden maade understøtte ham. Det offentlige paatog sig derimod i regelen ingen forpligtelse til at aflive ham, og det blev derfor sagsøgerens egen sag at udøve sin hævn. Mod almenfarlige forbrydere kom dog, eftersom statslivet udviklede sig, en aktiv fremgang fra de offentlige ombudsmænds side mere og mere i brug, og naar drabsmænd og tyve grebes paa frisk gjerning, have vi allerede seet, at den i dette undtagelsesfald foretagne exekution paa personen blev at udføre af dem. Af slutningsordene i Gul. kap. 32 har man villet uddrage, at utlegden i úbótamál allerede opstod ved gjerningens udøvelse, medens den kun i utlegðarmál først af thinget maatte erklæres.[1] Der er dog ingen antydning til, at man, naar sagen var uvitterlig, har nægtet den i úbótamál skyldige den frist af 5 dage fra kirkedøren, som ellers tillodes den uheldige edsaflægger til at komme bort fra bygden; hvad derimod de vitterlige úbótamál angaar, saa bevirkede paa den ene side sagens klarhed og paa den anden umuligheden af for gjerningsmanden at faa fred, at thingets dom blev en ren formsag. Men netop ordelagene i Gul.kap. 32 vidne dog om, at det offentlige ogsaa i disse fald krævede utlegden udtalt ved dom, og at det kun for
undtagelsestilfælder tænkte sig afvigelser herfra.[2]
- ↑ Gul. kap. 32: En ef maðr er görr at útbótamanni, ok hefir eigi sakar áberi styrk til, eða kunnastu at skera örvar upp, þá er hann þó úbótamaðr jafnvel sem ádr.
- ↑ fr. v. Amiras indgaaende og særdeles instruktive fremstilling p. 136–68. Forf. mener, at fredløsheden egentlig for alle forbrydere opstod „durch die That und mit der That“, men at denne de gamles grundanskuelse kun undtagelsesvis fik lov til at vise sig praktisk, idet thingets dom regelmæssig forlangtes til utlegdens udtalelse. Denne opfatning turde være den ene rigtige. Naar forf. videre deler undtagelserne i to klasser, dem, hvori fredløsheden indtraadte uden dom, og dem, hvori den maatte stadfæstes ved en efterfølgende dom, er heller intet herimod at sige, om jeg end ikke kan tillægge denne klassifikation nogen stor betydning; ogsaa i tilfælder hørende ind under den første klasse, har man vistnok ofte fundet det sikkrest at indhente thingets efterfølgende billigelse af at have behandlet en mand som fredløs inden dommen (det saakaldte søgsmaal mod død mand), og herpaa anfører jo ogsaa forf. selv historiske exempler. Derimod kan jeg ikke være enig med ham i den betragtning, at en saadan exekution før eller uden dom – om dette udtryk iøvrigt kan bruges – ikke skulde staa i forbindelse med og i virkeligheden falde tilbage
