I og med fredløsheden ramte der imidlertid den fredløse
ogsaa en formuesstraf. Var han drabsmand, heder det i
Fr. 4–1, at han forbrød alt, hvad han eiede, med undtagelse
af sin jord. At dette virkelig-var den gjældende grundsætning,
stadfæstes ogsaa i Magnus Erlingssøns retterbod saavelsom
i Fr. indl. kap. 2.[1] Men det sidste sted viser tillige, at
praxis havde mildnet denne haarde regel derhen, at kongen lod
sig nøie med de bøder, som for et drab tilkom ham, og at det,
som gik ud over denne sum, forblev hins eiendom. Saameget mere
blev følgelig ved andre utlegdarmál kun den for forbrydelsen fastsatte
bod af hans gods til kongen at udrede Var sagen derimod
et úbótamál, hjemfaldt alt, hvad han eiede i land og løsøre, kongen.
Der gjordes herved alene den begrændsning, at kun det,
hvoraf han ved fredløshedens indtræden var virkelig eier, blev at
inddrage, og at kreditorerne forlods skulde kunne udtage, hvad
der tilkom dem; derhos erholdt arvingerne ret til efter taxt at
indløse jorden. Kun forsaavidt disse bøder og konfiskationer an-
- ↑ Fr. 4–1: En ef maðr vegr mann, þá hefir hann fyrirgört öllu þvi er hann átti nema jörðu sinni. Gul. kap. 32 jfr. Fr. 5–46: – Þá eru þeir úbótamenn allir fyrirgört fé ok friði, landi ok lausum eyri. – En sá er fyrr dóm lögsamdan fyrir sal, æða at fyrstum sölum, nauðsynja lausn, þá gengr sá á grið sin, ok er hann tryggrofi ok hefir fyrirgört fé ok friði. Fé ok friði staar her i tydelig modsætning til det ovenfor ved úbótamál nævnte fé ok friði, landi ok lausum eyri, og det maa ikke forvilde, at den slette betaler kaldes tryggrofi; noget nidingsværk kunde undladelse af at betale til rette tid naturligvis ikke blive. Endelig Fr. indl. kap. 2: En þó at vér mættim fyrir værðleika sakir kanna alt lausafé konungdóminum, þat er mannsbanin átti eptir þvi sem Frostaþings bok váttar, þá höfum vér góða vægð á gört ok miskunn, at hvárt sem eptir eru eignir eða lausafé, þá skall konungr taka eigi meira i þegngildi en áðr er vandi á af fé eða eignum.
paa en anerkjendelse af hævnens lovlighed; thi i dere af de af forf. anførte lovsteder siges det jo udtrykkeligt: da er det godt, om det hævnes, og de øvrige tilfælder vidne ogsaa om, at det er den øieblikkelige vredes indskydelse, som man tror ikke at kunne berøve ethvert raaderum. Manden havde nok ved sin gjerning gjort sig fredløs; men grunden til, at lovene ikke krævede thingets dom for fredløshedens indtræden i disse tilfælder var den øieblikkelige hævns berettigelse.
