meget grove forbrydelser, pæderasti og hustruens mord paa sin mand[1], dels paa grund af de anklagende omstændigheders styrke, hvorpaa ovenfor anførtes exempler. Oftere danner gudsdommen dog kun et subsidiært renselsesmiddel for det tilfælde, at den anklagede ikke kunde erholde det tilstrækkelige antal medsværgere, og det er at mærke, at det ikke blot er tylftareden, der saaledes „falder til“ gudsdom, men at beskyldninger, hvorfor endog lyritared ansaaes tilstrækkelig, ved edens fald kunde blive at nægte paa denne vanskelige maade. Det paafaldende heri forsvinder imidlertid, naar man betænker, at ogsaa lyritareden ellers umiddelbart vilde være falden til utlegd, og at mistanken mod den anklagede i høi grad maatte stige, naar han i anledning af en forholdsvis mindre betydelig beskyldning ikke engang kunde faa to medsværgere med sig.
Gudsdommen bestod i at bære gloende jern (jernbyrd) eller i at gaa paa gloende jern eller ogsaa i at tage en gjenstand op af kogende vand (kjedeltag). Det sidste udførtes kun af kvinder, det første baade af kvinder og mænd, det andet derimod kun af mænd. Handlingen foregik under religiøse ceremonier.
Gaa vi fra bevismidlerne over til thingets domsafsigelse, saa er derom kun lidet at sige. Forelaa gjerningen konstateret enten gjennem den anklagedes tilstaaelse eller gjennem skirskotningsvidners udsagn eller endelig derigjennem, at anklagede ved at oversidde stævningen og udeblive lod forsvaret falde, afsagdes strax utlegdsdom. Indfandt derimod vedkommende sig og benægtede anklagens sandhed, paalagdes han at rense sig ved ed eller gudsdom. Ogsaa dette udslag synes imidlertid, som ovenfor bemærket, fra thingets side i regelen at have været det afsluttende.
Med hensyn til exekutionen maa det nævnes, at dommens hovedindhold i almindelige utlegdssager ikke medførte nogen saadan. Den dømte havde fem nætters frist til at komme af veien, saavel naar utlegden indtraadte umiddelbart ved dommen, som efter en mislykket renselse, og efter den tids forløb kunde enhver
uden videre dræbe ham, ligesom der var sat straf for at huse
- ↑ Gul. kap. 32; Fr. 4–35.
