Skjøn er imidlertid et retsmiddel, der i langt høiere grad end almindelige vidnesbyrd er afhængigt af den tilkaldtes personlighed og subjektive opfatning. Det laa derfor nær, hvor sagen tillod en saadan sammenvirken, at parterne ved en opnævnelse fra begge sider sikkrede sig uvillighed. I Frost. loven findes dog intet spor hertil; derimod bruger den paa flere steder om skjønsmændene udtrykket jafnyndir menn, d. e. begge parter lige behagelige, og medens dette ord vistnok paa den ene side udelukker tanken paa en opnævnelse af hver af de stridende, saa viser det dog paa den anden, at den opnævnende skulde vælge upartiske mænd, og at modparten kunde gjøre indsigelse, hvis de opnævnte stod hin for nær.[1] Men i Gul. lagen sees det, at hver af parterne undertiden har valgt et lige antal mænd. Saaledes var det den almindelige fremgangsmaade ved partseds aflæggelse, at to mænd fra hver side tilkaldtes for at meta eið d. e. skjønne, om den rigtigen blev svoret.[2] Nedenfor skulle vi finde den samme gjensidighed iagttaget ved de vigtige skjøn i odelssager.
Skjønnets retslige virkning fremgaar allerede af dets nære slægtskab med skirskotningen under vidner; sagen blev, forsaavidt den var bleven inddragen under skjønnet, vitterlig, og klageren sattes altsaa istand til at gjøre et til en bestemt størrelse fastsat krav gjældende mod sin modpart. Kilderne forudsætte dette overalt og udtale det leilighedsvis udtrykkeligt.[3]
I saa vid en udstrækning end skirskotningen kan sees under
den gamle retsforfatning at være bleven benyttet, var det dog en
