selvfølge, at der, ogsaa bortseet fra egentlige forbrydelser, mand og mand imellem tidt og ofte maatte opstaa forhold og tvistigheder, hvori skirskotne vidnesbyrd ikke kunde haves, dels fordi man overhovedet ikke havde tænkt sig muligheden af nogen uenighed, dels fordi denne ikke havde sin forbindelse i nogen egentlig kontraktsforbindelse, dels endelig fordi retten eller evnen til at føre skirskotningsvidner paa en eller anden maade var tabt. For saadanne tilfælder tog de gamle sin tilflugt til en søgsmaalsbehandling, der neppe bør karakteriseres anderledes end som en sagførelse for en privat opnævnt domstol, den saakaldte skiladómr, ved hvis hjælp de opnaaede den samme vitterlighed, som skirskotningen ellers medførte. Med den foreløbige bemærkning, at der under udtrykket dómr i lovene undertiden ogsaa forstaaes en anden institution, gaa vi umiddelbart over til undersøgelsen af skiladomens stilling.
Allerede strax møder os imidlertid den vanskelighed, at kilderne, saaledes som de foreligge, skildre i det mindste to forskjellige søgsmaalsmaader, der begge betegnes som sagførelse ved skiladóm, og hvoraf den ene kunde synes især at have været brugelig i Gul.lagen,[1] den anden i det throndhjemske,[2] men ogsaa for visse sager vestenfjelds.[3] For at udrede, hvorledes sammenhængen hermed har været, bliver det nødvendigt, at tage dem begge for os, og vi begynde da med Fr. lovens skiladóm, fordi denne har de vidtlyftigste, mindst afslebne former. Et stykke paa vei følger imidlertid ogsaa den i Gul. loven for almindelige sager givne skildring i de fleste punkter de samme regler som hin, og vi benytte os heraf til, saa langt enigheden rækker, at udfylde Fr. lovens halvdunkle fremstilling.[4]
Det første skridt, en klager under den gamle retsforfatning i
regelen altid havde at foretage, var den saakaldte hjemstævning.
