stande. Fra et syn til et skjøn er overgangen ligeledes jævn og og umærkelig, og vi se derfor i de gamle love skjøn af gode mænd vistnok som en selvstændig institution, men dog i nært slægtskab med skirskotningen. Oplysende er i saa henseende Bj. kap. 5, der paalægger den, der kommer med lækt fartøi i havn paa helligdag, at skirskote under to vidner, at han strax maa losse; thi her er det klart, at skirskotningen bestod i en opfordring til vidnerne om selv at forvisse sig om, at skaden virkelig var saa stor, og ved en personlig undersøgelse komme til et bestemt skjøn om, hvorvidt han kunde vente eller ikke. En lignende nær forbindelse, med de egentlige vidnesbyrd viser Gul. kap. 41, ifølge hvilken en leieko, naar eieren ikke ved leietidens udløb vil modtage den, skal forevises for gode mænd, der skulle se, om koen er i saa god stand, at hins vægring maa kaldes ugrundet, hvorpaa leieren for de samme mænd erklærer koen ude af sit ansvar. Ligeledes Gul. 43, der for det tilfælde, at koen er faldt udfor bjerg, raader leieren til, før huden flaaes af, at lade mænd forvisse sig om dødsmaaden, samt Fr. 13–11, hvor det bestemmes, at eieren af en skov, hvori er skeet ulovlig hugst, skal lede mænd til stubben, vise dem aaværket og lade dem afgive skjøn over skadens størrelse (meta spell). Fremgangsmaaden ved skjøns optagelse viser sig altsaa ganske overensstemmende med skirskotningen: man opfordrede gode mænd til ved personlig iagttagelse at danne sig en mening om sagen. Nogen stævning til den anden part sees derimod i de anførte fald ikke at have været nødvendig og en saadan tør man derfor hellerikke tænke i de tilfælder, da formerne ganske forbigaaes i taushed, f. ex. ved skjøn over forfalskede
varer[1] og ved ansættelse af allehaande skadeserstatninger.[2]
- ↑ Gul. kap. 40: þat er allt fár er menn meta til fárs.
- ↑ Gul. kap. 82: Ef búfé gengr ór kvium ok gerir skaða öðrum þá skal sá gjallda er búfé á, sem menn meta þann skaða. Gul. kap. 83: Skal sá gjallda aptr sem menn meta er upplauk grindu. Gul. kap. 96: Allt þat er menn meta til hálfrar merkr skaða. Nu gerir maðr minna skaða manni, bœti aptr sem menn meta. Fr. 4–45: En sá skal álióts eyrir er valinkunnir menn meta. Fr. 10–48: ok ef ønnur spell hafa siðan á gørzk á rossi manns af hins vølldum er með fór, meti þat sannsýnir menn. Fr. 13–12, 13; Gul. kap. 57, 70, 305; Eid. kr. II. kap. 32.