Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/226

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ikke ved vidneudsagnet bleven ham overført. Lød han derimod stævningen, kunde han altid kræve at aflægge benægtelsesed. Skirskotningen tjente altsaa i dette fald dels til at skaffe sikker oplysning om skadens størrelse, dels til at afvæbne den mistanke, at han selv havde været den anfaldende og faaet hug, hvilket man maatte have ret til at tro, hvis han gik i længere tid uden at omtale sin skade. At den saaledes forsøgte opfatning er den rette bestyrkes ved Borg. kr. II kap. 13, der for voldtægtstilfælder bestemmer, at kvinden skal skirskote under den første, hun møder, hvilket dog ikke udelukkede, at den anklagede stedtes til ed. Det var ogsaa her gjerningen, ikke dens udøver, der skirskotedes.

Den anklagedes forsvar blev, naar sagen ikke i sin helhed var vitterlig, at føre ved ed og meded eller ved gudsdom. I den form, hvori kilderne foreligge os, give de imidlertid over thingets renselsespaalæg ingenlunde den klarhed og regelmæssighed, der strax faldt i øinene ved skiladomen, hvor lyritareden, tomands- og eneeden i deres brug knyttede sig til bestemt afgrændsede værdiforhold. Foruden at nemlig lyritared og eneed ogsaa af thinget kunde paalægges, kjendte dette tillige tolvmands- (tylftar-) og sexmands- (settar-) ed, ved siden af hvilke ogsaa forekomme fem og syv mænds ed, og de regler, efter hvilke man lod disse forskjellige eder komme til anvendelse, udmærke sig slet ikke ved iøinefaldende forstaaelighed og konsekvents; meget mere synes de ved første betragtning at falde fra hinanden iligesaa mange uafhængige bestemmelser, som lovene kjende forbrydelser. Dertil kommer endnu, at gudsdommen i det hele taget forholder sig til ederne, som en strengere ed til en lettere og saaledes gjør rækken af renselsesmidler endnu mere broget. Nøiere eftersyn opdager dog visse holdepunkter. Det viser sig nemlig, at det var to betragtninger, man ved bestemmelse af renselsen især fulgte. Den første og vigtigste var hensynet til den forbrydelses grovhed, hvorpaa anklagen lød. Pæderasti blevet benægte med jernbyrd, mord med tylftared, tyveri med settared, et mindre tyveri med lyritared. Den anden og bitrædende betragtning var hensynet til anklagens egen, fra de anklagende og angivende omstændigheder hentede,