tionale udvikling begyndte at optage fremmede og derfor uharmoniske elementer i sig.
Men medens vi saaledes udenfor drabs- og tyvssagerne kun i visse undtagelsesforhold finde foreløbige retsmidler benyttede, træder til gjengjæld skirskotningen under vidner selvfølgelig atter frem som et vigtigt bevisinstitut. Ved ærekrænkelser, tilføiede i den fornærmedes egen nærværelse, var den endog en juridisk nødvendighed, idet dens undladelse opfattedes som vidnesbyrd om, at han havde taget det hele for en spøg. Iøvrigt er der om skirskotningen i denne anvendelse ikke synderligt at tilføie; kun et par lovsteder fortjener en lidt nøiere omtale. Gul. kap. 184 siger nemlig, at en mand, der er bleven anfaldet og saaret uden at have havt anledning til at skirskote under selve gjerningen, om muligt skal gaa med uforbundet saar, indtil han træffer folk, og disse skal han først vise skaden og dernæst sende dem til gjerningsmandens hjem for at stævne ham til things. Paa thinget skulle da disse mænd bære vidne om, af hvad art skaden forekom dem at være og „nævne manden til samme dag“. Ville de ikke afgive noget vidnesbyrd, ere de brødige en bod; „men da skal den nægte med lyritared, som bliver anklaget for sagen“. Her skulde den sidste sætning nærmest synes at henhøre til den lige foregaaende, hvoraf vilde følge, at det kun var for det tilfælde, hine efter saarets modtagelse tilkaldte vidner ikke vilde tale, at den anklagede stedtes til ed, medens deres udsagn, naar de afgav det, var ligesaa godt som almindelige skirskotningsvidners. Og denne mening bestyrkes derved, at hine vidner siges paa thinget at skulle nævne manden. Men herimod stiller sig den indvending, at vidnerne jo slet ikke havde seet gjerningens udførelse og følgelig kun af den saarede vidste, hvem forøveren var. At de ikke desto mindre skulde kunne optræde som vidner mod ham, synes aldeles uantageligt og strider ganske mod, hvad vi ellers om skirskotningsvidnernes væsen kunne erfare. Meningen maa derfor være den, at mændene foruden at afgive sin erklæring over saarets beskaffenhed ogsaa skulde nævne den mand, som de efter klagerens anmodning havde stævnt; thi indfandt denne sig ikke, var sagen ved forsvarets undladelse, men
