vegne foretagen inkvisition til oplysnings indhentelse i sagen, hvori vi med lethed se spiren til vort .nuværende forhør. Men denne indre forskjel viser, at retsmidlet oprindelig ikke kan være bleven benyttet paa mere end én af de nævnte maader og kun gjennem en vis analogiserende betragtning er udvidet til det andet fald, og da de offentlige sager endnu i Fr.loven udgjør den langt overveiende del af hidhørende tilfælder, og det i mordsager fremdeles kun er den offentlige klage, hvori rygtet bruges, og da Gul.loven kun kjender det i kristenretten, saa bliver det ene antagelige, at det fra biskoppens aarmand har flyttet sig over til kongens aarmand, der, som det sees, ofte var den samme person som hin[1], at det fra de offentlige sagsøgere videre har trængt sig over i den private rettergang, og her med opgivelse af den i stats- og kirke- myndigheden begrundede forhørsegenskab først er kommen den lovlige sagsøger tilgode og efterhaanden endog er bleven til en af loven rigtignok ligesaa udtrykkelig benægtet som delvis anerkjendt frikjendelsesgrund for enhver anden kalumniator. Vi tilføie endelig ogsaa, at det neppe i den ældre retsudvikling vilde være skeet, at et og det samme bevismoment var bleven brugt paa to forskjellige trin i den samme rettergang. Men dette er i vore love tilfældet med bygderygtet. Det vigtigste udtryk for retsforfatningens anerkjendelse af dets retslige brugbarhed er nemlig mededsinstitutionen, der hviler paa den grundtanke, at bygdeopinionen under datidens enge forhold formaaede at give et værdifuldt bidrag til sagens sande oplysning, og naar eddaen priser en god heimskvið[2], forstaaes dette uden vanskelighed om det gode rygte, der i denne som i andre henseender var de gamle af saa stor vigtighed. At det samme bygderygte, der saaledes under anklagedes renselse saa at sige skal sidde til doms over ham, imidlertid ogsaa gjennem heimiliskviðarvidnerne skal fremtræde som hans angiver, er ingen klar
retstanke og synes blot at kunne tilhøre en tid, da den rent na-
