ikke udtrykkelig; men da det dog var ham, der paa biskoppens vegne skulde paatale deslige forbrydelser, er det ikke tvivlsomt, at det er til ham, budet er rettet. Heller ikke kan den omstændighed, at stedet ikke er optaget i den yngre text, berøve det sin brugbarhed; thi da det andet lovbud, hvori Gul.loven omtaler bygderygtet, er Magnus Erlingssøns retterbod, der lader det bruges ved nok et kristendomsbrud[1], er det klart, at hensigten ikke har været at indskrænke dets benyttelse, og at institutet heller ikke praktisk var i tilbagegang, men tværtimod i kraftig fremvæxt, viser sig tydeligt i det 13de aarhundredes lovværker. Grunden til udeladelsen maa altsaa have været en anden, og uden tvivl finde vi den i den maade, hvorpaa stedet lader den angivelige troldkvinde videre behandles: hun skal nemlig, siges der, føres ud paa søen og hugges over ryggen. Dette er det vel, der er forekommet erkebiskop Eystein og hans samtidige noget for drastisk, og det gjentages heller ikke i de senere kristenretter. Derimod taler alt for den antagelse, at den hele bestemmelse tilhører den ældste norske kristenretslige lovgivning under Olaf den hellige, og at altsaa ogsaa dens form for benyttelsen af hjemrygtet er ældre end Borgarthingslovens; den var i virkeligheden ogsaa endnu mindre udviklet end denne. Først i Fr.loven træder heimiliskviðen, som navnet her er blevet, imidlertid frem i en fastere skikkelse, og det saa, at man tildels optager den skik, at lade mændene afgive sin forklaring under ed, der dog som en følge af spørgsmaalets konkrete indhold her ikke bliver promissorisk, men assertorisk. Saaledes siger Fr. 2–29, at én skal bære hjemrygtesvidnesbyrdet og to sande hans udsagn, naar straffeboden udgjør 3 øre, og at én skal sværge og fire sande, naar den udgjør 6; var straffen endnu større, kom den i Fr. 5–22[2] omtalte tredie og strengeste form til anvendelse, at to svor og otte sandede. Eden var saalydende:
„Det skyder jeg til Gud, at dette har jeg hørt, og det har faret
