princippet ganske den samme inkvisition som biskoppens sendemand i Tyskland, og de forskjelligheder i formerne, som vise sig deri, at angiverne i Norge adspørges i anledning af bestemte fald, at de ikke aflægge ed, og at deres antal er bestemt paa en særegen maade kunne ikke formaa at skjule, vat der ved det anførte lovbud indføres et forhørsinstitut i vor gamlel retsforfatning, som forøvrigt var denne ganske ukjendt. Heller ikke kan det forundre, at det var det under kanoniske retsanskuelser virkende hierarki, der først følte trangen til et saadant retsmiddel. Af lovstedet fremgaar det, som det synes, ogsaa, at man vilde have det betragtet som en pligt for samtlige paa thinget tilstedeværende, hvis de virkelig kjendte rygtet, at nævne dette og saaledes hjælpe til at fylde den krævede fjerdedel; men da der paa den anden side ikke sættes nogen straf for at tie dermed, har man altsaa ikke vovet at gaa saa langt som ligefrem at fremtvinge angiveriet, og det er derfor væsentlig kun med hensyn til forhøret, at bruddet med de ældre retsanskuelser viser sig. I de to øvrige kristenretter fra det 12te aarhundrede er tanken den samme, men formen en anden. Eid. kristenret siger saaledes: „Biskoppens aarmand maa ikke beskylde nogen for trolddom, hverken karl eller kone, med mindre det er heredsrygte; sige det tre bønder eller flere og bære de vidnesbyrd om, at det er bygderygte.“[1] Ogsaa her er det klart, at der paalægges aarmanden en foreløbig undersøgelse; for at kunne paatale forbrydelsen, maa han have forhørt sig og skaffet sig tre bønders vidnesbyrd om rygtets tilværelse. Forskjellen er kun, at at han ifølge dette lovsted ikke skal anstille sit forhør paa thinget, men rent privat, og at angivernes tal atter er ordnet anderledes. Tilsvarende hertil er det ældste sted i Gul. kristenret, hvilket vistnok er udeladt i lovens hovedtext, codex Ranzovianus, men findes i et brudstykke af en ældre text.[2] Det heder her: „Men hvis kone beskyldes for at være trold eller mandæderske, det skal siges mod hende fra tre huse og være det før heredsrygte (nemlig
før hun sættes under anklage)“. Her omtales aarmanden vistnok
