Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/222

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

(flotit) over tre gaarde eller dere; men ikke ved jeg, om det er sandt eller ei.“ Ogsaa denne retsbog bringer hjemrygtet først og fremst i forbindelse med kristenretslige forseelser: Fr. 2–46 siger, at biskoppens aarmand ikke maa anklage nogen for mened, før han har hørt hjemrygtesvidner i sagen; 3–3 og 5–22 befaler ham i løsagtighedssager at have hjemrygtesvidner med sig paa thinget; 2–29 ved anklage for helligbrøde, 3–18 ved anklage for bestialitet at søge med de samme Ligeledes maa ifølge 3–15 og 5–24 beskyldning for hedenskab eller hor støttes ved heimiliskviðarvitni, hvis man vilde undgaa straf for ærekrænkelse. Imidlertid gaar retsmidlets brug i Fr.loven ogsaa ind paa det verdslige omraade: Fr. 4–24 befaler den kongelige aarmand, der i mangel af privat eftermaal forfølger et mord, at søge med heimiliskviðarvitni[1]; 5–23 kræver beskyldning for landsforræderi støttet paa samme maade, og endelig antyder 5–26, at enhver privat anklager, naar klagen gjaldt større forbrydelser, kunde benytte sig deraf. Men at dette oprindelig var en rettighed, der strengt ansaaes knyttet til til paatalen og ikke begrundedes ved nogen almindelig sætning om, at enhver havde tilladelse til at snakke et bygderygte efter, siges udtrykkeligt paa det sidstnævnte sted: „Hvis man mæler ærerørige beskyldninger (okveðinsorð) mod karl eller kone,“ heder det, „hvorfor utlegd er sat som straf (nemlig for den forbrydelse, der nævnes), og det bliver skirskotet, da skal han, om han end helliger sig med heimiliskviðarvitni, bøde fuldrettesbod til den, som blev beskyldt, med mindre han er lovlig sagsøger; i saa fald er der ingen bod derfor. Saa skal det gjælde om alle fuldrettesord og ærekrænkelser.“[2] Citatet gjengives endnu i Magnus lagabøters landslov; men allerede i Fr.loven har man, som det sees af Fr. 3–15, Jerns. kap. 38 og Bj. kap. 35, 94 og 152 gjort undtagelser for trolddom, tyveri og løsagtighed; den, der beskyldte en anden for saadant, blev fri for straf for ærekrænkelse ved at paavise

bygderygte derfor, om han end ikke var ret sagsøger.

  1. Naar derimod Fr. 4–7 ogsaa nævner heimiliskviðarvitni i almindelige mordsager, beror det, som ovenfor vist, paa en skrivfeil for heimsóknarvitni.
  2. Budet gjentages i Bj. kap. 152; se ogsaa kap. 110.