med sine vidner, der havde at erklære, „at det er hans gods, og hverken gav han det eller betalte med det, og ikke solgte han det“. Ifølge disse vidnesbyrd havde derpaa den anden at udlevere kosterne; dog stod det ham naturligvis frit for at værge sit paastaaede kjøb med skiladóm, da vidnerne som erfaringsvidner ikke udenfor en saadan formaaede at gjøre sagen vitterlig. Var klagerens eiendomsret ved skiladómskjendelse eller besidderens indrømmelse saaledes bragt paa det rene, kunde han hermed lade sig nøie og tage sine ting, hvorpaa det da blev besidderens sag at indlede søgsmaal til skadeserstatning mod sin formand. Men klageren kunde ogsaa paa sin side fordre, at den sidste besidder skulde bevise sin hjemmel ved at fremføre vidnerne paa kjøbet, og brast dette for vedkommende, var han derved bleven vitterlig tyv. – Endelig omtales ogsaa det tilfælde, at eieren, uden at have gjenfundet kosterne, paa almindelig maade stævnte den, han mistænkte for tyveriet, til things, hvor ed blev at paalægge, og at indstævnte ved at lade forsvaret falde og ikke indfinde sig, erkjendte sig skyldig.
Paa grund af deres vigtighed og den store rolle, drabssager spillede i oldtidens haarde liv, omtales disse i lovene paa den den ovenfor gjengivne, vidtlyftige maade, og naar tyvssager ligeledes ere gjenstand for nøiagtigerebestemmelser, kunne vi vistnok slutte, at tyverier heller ikke i hin tid har hørt til de største sjeldenheder. Saare fattige ere derimod meddelelserne om andre utlegdssagers førelse, og det er kun antydningsvis, at vi faa at vide, at de med ændring og bortkastelse af de træk, der særskilt tilhørte drabs- og tyvssagerne, i det hele underlaa de samme regler. Saadanne træk vare paa den ene side viglysingen og den døendes sigtelse, paa den anden ransagningen; men disse vare ikke de eneste. Da den fornærmede nemlig udenfor drabstilfælde selv levede og optraadte som klager, maatte han som oftest ganske anderledes have rede paa, hvem han burde anlægge sag mod, end en eftermaalsmand, og derfor bortfaldt vistnok ogsaa i regelen hele den foreløbige undersøgelse, saaledes som den foretoges paa ørvarthinget. To thinge blev følgelig ikke nødvendige, idet klageren
