stævnte sin modpart til det første. Udenfor de nævnte sager finde vi derfor i almindelighed heller ingen foreløbige eller angivende oplysningsmidler benyttede. Vistnok nævnes paa enkelte steder sjónarvitni; men enten tilføies der som i Fr. 3–5 og Bj. kap. 67 udtrykkeligt ordene „hvorunder der er skirskotet“, eller det fremgaar, som i Borg. kr. II kap. 13 tydeligt nok af sammenhængen, at de vare skirskotningsvidner. Ligesaalidt hører de øienvidner, som Fr. 4–18 og Bj. kap. 28 nævner, til de angivende; thi de sættes ved siden af skirskotningsvidner og tilhøre altsaa en tid, da det ældre bevissystem ved erfarings- og skirskotningsvidnernes sammenblanding ganske var bleven brudt. Derimod omtale kilderne under navn af heimiliskviðarvitni et slags angivende vidner, der ikke findes benyttede i drabssag; men ogsaa her turde en nøiere undersøgelse vise, at en udvikling foreligger, der var retssystemets kjærne fremmed.
Heimiliskviðarvitni eller hjemrygtesvidnerne tilhøre i sin udviklede form udelukkende Fr.loven og Bjarkøretten. Gul. loven antyder dem kun paa et par steder, hvor der er tale om kristendomsbrud, og de to søndenfjeldske kristenretter, hvoraf den ene har et vidtlyftigere lovbud derom, fremstiller institutet i en endnu kun lidet formel uddannelse. Nu er det vistnok saa, at vi ikke besidde den gamle Eidsivathingslovs verdslige del, og der er derfor en mulighed for, at denne ligesom kristenretten har gjort brug af hjemrygtet; men naar det sees hen til, at den samtidige Gulathingslov i sine verdslige bestemmelser ikke kjender det allermindste dertil, uagtet dens kristenret ogsaa nævner saadanne oplysninger, maa det indrømmes, at sandsynligheden heraf ikke er stor, men at kildernes omtale derimod nærmest fører til den antagelse, at hjemrygtet oprindelig kun benyttedes i geistlige sager. Men at tillægge datidens geistlighed et retsinstituts udvikling er det samme, som at udtale formodning om dets udenlandske oprindelse, og virkelig er det heller ikke vanskeligt at paavise, hvorfra exemplet maa være taget. I Frankrig og Tyskland uddannede sig nemlig fra det 8de aarhundrede af de geistlige saakaldte sendgerichte, hvorved først biskoppen selv og senere hans missus, erke-
