skulde da vidnefast binde ham dem paa ryggen, føre ham til things og derfra efter ved vidner at have godtgjort, at godset var hans, ned i fjæren, hvor aarmanden skulde sørge for henrettelsen. Var værdien af det stjaalne under en ørtug, blev han dog ikke at dræbe, hvorimod han dømtes til den saakaldte gata, d. e. til at løbe spidsrod, medens de paa begge sider opstillede bønder kastede torv og sten paa ham. Som det vil sees, ere disse bud ensartede med dem, der gjaldt om drab i flok, og maa opfattes og begrundes paa samme maade som disse.
Grebes tyven ikke paa frisk gjerning, havde eieren, saasnart han blev tyveriet var, at lyse det for sine naboer. Saaes der endnu i sne eller søle spor efter karlen, skulde de følge sporene, hvilket Bjarkøretten udtrykker saaledes, at han skulde fælde kjævle d. e. budstikke i hans spor. Førte disse til en gaard, krævede man at faa gjøre husundersøgelse, og dette maatte af beboerne ikke nægtes, med mindre husherren eller i hans fravær den næste styrende vilde ansees som overbevist tyv. Dog var det ikke alene, naar man havde fulgt tyven i hælene, at husundersøgelse kunde fordres, men overhovedet, naar bestjaalne havde bestemt mistanke om, at man der vilde finde kosterne. Handlingen kaldtes at ransage d. e. søge i rann, et gammel ord for hus (rønne). Ledede ransagningen til, at man fandt det stjaalne, beroede det paa de nærmere omstændigheder, hvorunder det fandtes, samt paa, af hvad slags tingene vare, hvem der skulde betegnes som tyven. Men ogsaa her overholdtes strengt reglerne om vitterligheden; thi den saaledes udpegede var ved ransagningen kun bleven angivet, og det stod ham fremdeles frit for at nægte anklagen ved renselsesed.
Fandt ransagningen paa grund af manglende mistanke ikke sted – og det siges udtrykkelig, at bestjaalne tabte i troværdighed, hvis ransagningen ikke førte til noget –, men han senere kom over sine eiendele i en andens besiddelse, antog søgsmaalet en mere civilretlig karakter. Besidderen, der naturligvis i det fald foregav at have kjøbt eller paa anden lovlig maade erhvervet tingen, hjemstævnedes, og paa aftalt dag indfandt klageren sig
