Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/215

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

rygtet toges i betragtning, ligesom viglysingen ogsaa i dette punkt faktisk blev af vigtighed. Af de nævnte oplysninger besad imidlertid ingen mere end en angivende evne, og omend denne ved enkelte af dem kunde stige næsten til beviskraft, saa maatte dog altid noget træde til for at fylde beviset: efter fremførelsen af den paa de angivende oplysninger støttede sigtelse, skred man følgelig til den egentlige bevishandling. Da skirskotningsvidner i drabstilfælde ikke gjerne forudsættes at haves, blev der altsaa ifølge de almindelige regler paalagt anklagede at rense sig for sigtelsen, og efter de angivende oplysningers styrke og anklagens lydelse gik renselsesdommen enten ud paa en mildere eller strengere ed eller paa gudsdom. Mislykkedes det rensende forsvar, synes dog ingen ny thingsdom, uagtet en saadan virkelig leilighedsvis forekommer, at have været nødvendig for at faa utlegden udtalt; den ansaaes at ligge som andet alternativ i dommen til renselse og indtraadte umiddelbart ved forsvarets ugunstige udgang, hvad enten denne viste sig deri, at den foreskrevne frist forløb uden edsaflæggelse eller jernbyrd, eller i et ligefrem uheld under renselsesakten. Var viglysing skeet, og eftermaalsmanden ikke fandt sig beføiet til at sigte en anden end den viglysende, bortfaldt naturligvis ethvert forsvar; thinget afsagde enten umiddelbart sin utlegdsdom eller den udsatte dermed og overlod det til parterne gjennem forlig at ende striden.

En særegen omtale egne de gamle love dernæst ogsaa søgsmaalet i tyvssager, hvilke behandledes med hensynsløs strenghed. De klareste bestemmelser indeholdes i Gul.lovens tyvebolk, lovens kap. 253 o. flg., hvormed Fr. 14–12 o. flg. og 15–7 o. flg. samt Bj. kap. 114 o. flg. i det væsentlige stemme.

Der gjordes forskjel, eftersom tyven grebes paa frisk gjerning eller ikke. Ifølge Gul. kap. 160 kunde eieren, naar han traf tyv paa sit stabur eller i sit fjøs ifærd med at læsse byrde eller bortføre kvæg sagesløs hugge ham ned paa stedet, og han skulde blot bagefter sammenkalde sine naboer og skirskote tyvsgjerningen under dem. I tyvsbolken selv nævnes ikke dette tilfælde, hvorimod det forudsættes, at tyven træffes med kosterne i hænde. Eieren