denne forbindelse kun er et iøinefaldende og vigtigt exempel paa, hvad Gul.loven udtrykker med det videre og alle hidhørende fald betegnende ord flok, og at regelen i begge lagdømmer har været den samme. Ligesom det udenfor thinget kom an paa omstændighederne, om floksvig blev forfulgt paa den i Gul. kap. 152 eller paa den i Gul. kap. 168 og Fr. 4–23 angivne maade, saaledes synes det derfor ligeledes at have beroet paa omstændighederne, om drabet paa thinget skulde underkastes den strengere fremgang efter Fr. 4–9 eller den mildere efter Gul. kap. 181. Iøvrigt maa det bemærkes, at Fr.4–10 udtrykkelig udtaler, at det stod eftermaalsmanden frit for at lade drabsmanden gaa uskadt fra thinget, en yttring, der giver et tydeligt vink om, at dette var det sædvanlige; paa den anden side indskrænker samme lovsted adgangen til henrettelse alene til drabstilfælder, og da Gul. kap. 189 dog viser, at denne strenghed oprindelig ogsaa anvendtes ved saar, kan det af Frost.lovens blot delvise overgang til større mildhed skjønnes, at sætningen ved drab ikke saa ganske var ren theori.[1]
Disse vistnok ikke fuldt udtømmende anførsler maa være tilstrækkelige til at vise, hvorledes drabssager behandledes. Der spurgtes først og fremst om to ting: at skaffe en mand, til hvem eftermaalsmanden kunde holde sig med sit søgsmaal, og at faa vished for, om gjerningen var útlegðar- eller úbótamál. Det sidste opnaaedes ved hjælp af viglysingsinstitutionen, forsaavidt ikke de ledsagende omstændigheder gjorde drabet til en nidingsdaad, som ingen viglysing kunde give et bedre udseende. Sigtelsen mod bestemt mand derimod fremstod gjennem bedømmelsen af de oplysninger, som de konkrete forhold gjorde til de paalideligste, og her var det da, at den døendes erklæring, ledsagernes opførsel og udsagn,
gaardsfolkenes eller andre øienvidners beretninger og bygde-
- ↑ En anden forstaaelse af lovstederne om flokksvig gjør v. Amira gjældende (p. a. s. p. 69 flg.). – Da han ikke indrømmer klageren ret til at nægte bøders modtagelse med den virkning, at forbryderen bliver fredløs, nødes han til at forstaa stederne, som om de kun tilstede henrettelse, hvis den grebne ikke byder bøder. Spørges der om lovens bud og ikke om dens praktiske anvendelse paa en given tid, kan jeg ikke slutte mig til denne fortolkning.
