undersøgt paa ørvarthinget, og at eftermaalsmanden bør sigte den, som af ledsageme opgives. I modsætning til den forklaring, vi troede at burde underlægge de forrige steder, maa forudsætningen her følgelig være den, at de øvrige i flokken, denne være nu bleven uenig indbyrdes eller med en anden, nærmest have stillet sig paa drabsmandens side og derfor ikke vare tilbøielige eller skikkede til retslig at forfølge gjerningen. Drabsmanden tænkes af den grund heller ikke at flygte, og den hele summariske fremgangsmaade bortfalder. Men herved træder den i kap. 152 nævnte hurtige og offentlige aflivelse af den fredløse endnu stærkere frem som en enestaaende undtagelse, og den formodning bliver tilladelig, at bestemmelsen mere har været gammel theori end praktisk ret, idet klageren i de fleste fald har nøiet sig med paa sædvanlig maade at affinde sig med sin modstander. Til slutning kan bemærkes, at Gul. kap. 181 omtaler drab paa thinget, altsaa en art floksvig, men i udtryk, der forudsætte almindelig stævning til thingbehandling af sagen og saaledes ogsaa udelukke brugen af den overordentlige forfølgning.[1]
Frost.loven giver i 4–23 i hovedsagen de samme regler om floksvig som Gul. kap. 167 og 168; nogen flugt, forfølgelse og summarisk fremgangsmaade nævnes ikke, hvorimod den hele flok eller praktisk talt den bedste blandt dem maa holde for, hvis banemanden ikke opgives. Derimod indeholder 4–9 til 12 de samme grundsætninger for paatale af drab, forøvet paa thinget, som Gul. kap. 152 lader gjælde for fioksvig i almindelighed, nemlig at de tilstedeværende skal løbe efter, og at den skyldige, hvis han indhentes og tages tilfange, efter thingets dom ved aarmanden bliver at aflive. Da denne haardhed ogsaa her kun foreskrives for det tilfælde, at manden bliver greben under umiddelbar forfølgelse, er det klart, at det ikke er den betragtning, at drab paa thinget fortjente døden, men som i Gul.lagen hensynet til eftermaalsmandens ret til hævn, der ligger til grund derfor. Men er dette rigtigt,
kunne vi med trygghed drage den slutning, at Frost.lovens thing i
- ↑ Gul. kap. 181: En of maðr er veginn á þingi, þá skulu ervingjar ör skera ok láta koma til búðar hans, þá eigu þingmenn þar um at dœma.
