det, at drabet er skeet med tre usambaarne vaaben, tør eftermaalsmanden tilskrive tre mænd drabet; de tre, som han saaledes enten paa grund af egen mistanke eller indhentede oplysninger vil sigte, skal han imidlertid strax ved pilens udsendelse „lægge paa“ den d. e. han skal med pilen sende det bud, at de maa indfinde sig paa thinget for at værge sig. Nævner han derimod kun den ene, ere de andre foreløbig fri for at blive søgte, idet de først kunne stævnes til et nyt thing, og det hjælper ikke, at klageren under pilens løb rundt i bygden senere lægger de to andre navne paa den. Befindes det derimod, at drabet kun skyldes én mand, og den mistænktes navn lægges paa pilen, har han ikke lov til siden at finde en anden gjætning bedre og under pilens fortsatte løb ombytte det første navn med andre. Naaede pilen den, som var bleven lagt paa den, og han ikke ifølge kaldelsen indfandt sig paa thinget, følger det af kap. 151 og 156, at han derved erkjendte sig som gjerningens udøver, idet han lod forsvaret falde.
Paa ørvarthinget fremførte eftermaalsmanden derpaa offentlig sin sigtelse. Var viglysing skeet, og den sigtede faldt sammen med den af viglysingsvidnerne som drabsmand nævnte, var thingets første forretning, at paavise gjerningsmanden, dermed udført. Men loven forudsætter, at viglysingen ogsaa kunde udpege en anden drabsmand end de øvrige oplysninger, og at navnlig den døendes udsagn kunde have anklaget en anden end den viglysende. Var det sidste tilfældet, skulde ifølge Gul. kap. 156 begge ansees som drabsmænd, om der end kun var ét saar, en ældgammel sætning, der har sit sidestykke i den regel, at hvis to følgeslagere gjensidig beskyldte hinanden for den tredies drab, de begge skulde bære skylden. Men det nævnte kapitels videre bestemmelser vise dog, at man praktisk lod sig nøie med under saadanne omstændigheder at se bort fra viglysingen og holde fast ved sigtelsen mod den anden. Havde nu denne ifølge den paa pilen lagte stævning indfundet sig paa thinget og nægtede gjerningen, blev formodentlig de fremkomne oplysninger, den dræbtes udsagn eller ledsagernes erklæringer frembaarne, hvorpaa det henstilledes til den
