Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/205

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hus, havde deltagerne at oplyse, hvem drabsmanden var, hvis gjerningen var skeet i lyse eller ved brændende arne. Skede drabet om natten uden om morgenen at blive viglyst, skalde den sigtes, som havde fjernet sig vare alle tilstede, havde eftermaalsmanden ret til at sigte tre af forsamlingen efter hinanden for mord.[1] Endelig mærkes det saakaldte heimsókn, det er anfald paa mand i hans eget hus. Gul.loven nævner det kun; men det kan ikke være tvivl om, at den har anerkjendt den samme sætning, som Fr.loven udtaler, at den ansaaes som forøver, der af gaardens folk, tyendet indbefattet, blev udpeget.[2]

Først naar han havde modtaget disse oplysninger, lader Gul. loven eftermaalsmanden stævne ørvarthing, hvilket skede derved, at der istedet for den sædvanlige thingbudstikke sendtes ud en pil (ör, gen. örvar). Det stod ham frit for, hvis det faldt ham beleiligst, at samle thinget paa drabsstedet, og det var i saa fald tilstrækkeligt, om kun 27 bønder kom tilstede. Valgtes det almindelige thingsted, maatte derimod en fjerdedel af thingmændene møde op for, at en lovlig dom kunde afsiges. Med pilen er der altsaa fulgt mundtlig besked om mødestedet. Men dette var ikke det eneste budskab, der sendtes med. Efter at have omtalt saarenes undersøgelse, fortsætter nemlig kap. 151: „Den skal følge pilen, som først blev lagt paa den, hvis der er tre mænds anfald; men den er fri, som senere blev lagt paa den. Nu er der én mands anfald, da ere de fri, som senere blev lagte paa den.“[3] Meningen

med disse temmelig dunkle ord kan kun være denne: Befindes

    en af de fire var træll, var han drabsmanden, hvis de øvrige vilde sigte ham, en sætning, der vel neppe bør betragtes som et godt raad til de to fra lovens side, men mere som en humoristisk erkjendelse af, at det rimeligvis vilde gaa saa.

  1. Gul. kap. 157.
  2. Gul. kap. 178, Fr. 4–5.
  3. Gul. kap. 151: Sá skall örum fylgja er fystr var á lagðr, ef þat er þriggja manne at vigi, en sá af er eftri var á lagðr. Nú er þar eins manns at vigi, þá eru þeir af er eftri váru á lagðir. Naturligvis maa at vigi her læses i ét ord: atvigi d. e. anfald; jfr. Fr. 4–23 i overskriften: Um flokka atvigi etc.