Side:Grundtrækkene i den ældste norsk proces.djvu/207

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

anklagede at foretage sit forsvar, og thinget hævedes. Havde han derimod ikke indfundet sig, uagtet pilen havde naaet ham, var gjerningen, som bemærket, erkjendt, og det forlangtes endnu kun, at eftermaalsmanden fremførte vidner for, at indstævnte havde færdedes i heredet og saaledes overhovedet kunde have begaaet drabet, i hvilken henseende oplysning om hans sidste natteleie var af vigtighed.[1] Derimod forbyder loven udtrykkeligt at fremsætte anklage mod nogen, der ikke ved at lægges paa pilen var bleven lovligen stævnt til thinget.[2] Med paavisningen af gjerningsmanden var thingets anden forretning, gjerningens karakterisering som drab eller mord, paa det nøieste forbunden, idet sigtelsen kun da kom til at lyde paa mord, naar den enten ikke faldt sammen med viglysingen, eller visse særdeles kvalificerende omstændigheder havde ledsaget aflivelsen. Thingets tredie og afsluttende forretning, domsafsigelsen, synes i almindelige drabstilfælde ikke at have fundet sted; idet man gik ud fra den forudsætning, at forligstilbud inden ganske kort tid fra drabsmandens side vilde fremkomme, undlod man at udtale en utlegdsdom, indtil det viste sig, at intet forlig kunde opnaaes, eller at et allerede indgaaet ikke blev holdt.[3] Gul. kap. 240 viser, at det sædvanlige var forligstilbudets fremsættelse paa selve ørvarthinget; men af det samme sted sees ogsaa, at man tænkte sig muligheden af, at eftermaalsmanden

i aarevis ventede paa det.[4] Gik sigtelsen derimod ud paa

  1. ↑ Naar det i kap. 156 heder: Tveir skulu þat bera, at hann fór þar i heraði, svá at hann mátti við þat vig komast, þeir skulu bera um náttstað hans, þvi at eins þarf um náttstað at bera, ef annarr sé á örvar lagðr, en annarr lýsti vigi á hendr sér, – saa er herved naturligvis ikke tænkt paa det tredie tilfælde, at slet ingen viglysing havde fundet sted.
  2. ↑ Se foruden den anførte bestemmelse i kap. 151 ogsaa kap. 156, der siger: Rád mát þu eigi kenna manni nema hann fylgi örum ok sé mælt á hendr honum á þingi.
  3. ↑ Gul. kap. 32 og 34.
  4. ↑ Gul. kap. 240: þat er misvigi – – ef sætt er boðin á þingi hinn fyrsta, svá hátt at heyra má yfir þingring þverran, þá er rosat vigit. En þat er hit .xiiii. (misvigi) ef sætt er eigi boðin innan .xii. manaða, þá er seint boðin. Nogen krænkelse for klageren kunde en saadan udsættelse kun indeholde under den
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Grundtrækkene_i_den_ældste_norsk_proces.djvu/207&oldid=188808»