ken sætning der kun er et lidet skridt til et virkeligt hævdsbegreb.[1] For en fordringshaver kom sætningen til at indeholde, at han udover hine aar maatte taale, at indstævnte med tilsidesættelse af hans vidner edelig benægtede kravets rigtighed. Gul. kap. 39, hvis ælde paa det sikkreste fremgaar af det til bestemmelsen knyttede oldtids lovsprog, viser, at man oprindelig ikke er gaaet længere.[2] Men utilraadeligheden for klageren til under saadanne omstændigheder og efter saa mange aars forløb at anlægge sag, synes imidlertid efterhaanden at have ført til, at selve klageretten ansaaes præskriberet. Dette gjælder vestenfjelds vistnok ikke om egentlige gjældssøgsmaal, for hvilke, som vi nys saa, Gul. kap. 39. udtrykkelig bestemmer, at skyldneren skulde kunne fordres paa ed; men derimod frembyder Frost. loven enkelte exempler, idet der siges, at sagsøgeren tabte sin søgsmaalsret (fyrirfara sókn sinni), naar han lod de 10 aar gaa ubenyttede, saavel i arvesøgsmaal som i
almindeligt gjældssøgsmaal.[3]
- ↑ At dette skridt blev taget, derom se Gul. kap. 86: Nu skilr menn á um sætr eða á markteig, sá skal hafa er haft hefir XX vetr, eða XX vetrum lengr uillt ok uspillt, ok vitu þat váttar með honum. Videre Fr. 13–10: ef maðr hefi haft lendistøð á jørdu manns á X vetrum eða lengr, þá skal engi øðrum banna, ok svá vegu alla til salts ok til sjoar ok til markar upp ok svá at endiløngu heradi.
- ↑ Gul. kap. 39: Nu stendir skulld XX vetr, eða XX vetr um lengr, þá fyrnist su skulld fyrir váttum. En hann má koma hanum til eiða at hváru, þvi at i sallti liggr søk, ef sœkjendr duga.
- ↑ Fr. 9–29: En ef arfr tœmiz manni, þá skal hann hafa sótt á X vetrum næstu eptir þat er arfr tœmdiz. En ef hann hefir þá eigi sótt, þa hefir hann fyrirfarit sókn sinni ok svá skal um allar fjársoknir ef maðr á at sœkja. Ordene ere for udtrykkelige til, at de kunne fortolkes som kun sigende det samme som Gul. kap. 39. Afledet af den citerede bestemmelse er dernæst regelen om umyndige og udenlands sig opholdende, Fr. 9–27 i. f. og 9–30. Se iøvrigt herom Aschehoug i Langes tidsskrift 7de bind, hvis fremstilling med hensyn til dette punkt ligeoverfor gjorte indvendinger maa tiltrædes.
er or vátta ábyrgð. Fr. 10–28: þryggva vitni þat er skeytingar vitni er, þat skal maðr hallda ábyrgð XX vetr, en siðan lýritar eið upp frá þvi, at þat mál er svá fornt at þat er or tryggva vátta ábyrgð. En kaupvátta alla aðra skal maðr hallda ábyrgð á X vetr, en upp frá þvi sveri hann einn, at þat mál er svá fornt, at þat er or vátta ábyrgð. Se ogsaa Fr. 12–1.
