sjeldenhed, at høiere thinge have antaget sig saadanne søgsmaal, er noget andet; kilderne synes visselig mere at tyde derpaa end paa hyppighed.
Hvad selve appellen angaar, saa benævntes den thingskot, hvorved dog ligesaavel forstodes sagens skyden fra privat dóm til thing som fra det ene thing til det andet. Den kunde blot finde sted i tilfælde af uenighed mellem thingmændene paa det thing, hvorfor sagen forud var indbragt. Af Gul. kap. 266 sees, at thingmændene, naar de ikke kunde enes om andet, selv skulde skyde sagen til det videre thing. Det hyppigste synes dog at have været, at den part, der efter flertallets mening havde uret, udførte thingskottet. Til dettes gyldighed udkrævedes der, vestenfjelds dog kun, som det synes, ved fylkesthingene, at uenigheden mellem thingmændene om hovedsagen var saa stor, at mindst en fjerdedel af de forsamlede dannede mindretallet. Det udførtes paa den maade, at den skydende forlod thinget, ledsaget af alle sine meningsfæller; viste det sig nu, at en fjerdedel fulgte ham, gik han tilbage og stævnede sagen til den høiere thingforsamling. Skede saadant thingskot ikke, blev thingets dom at opretholde, hvor stort end mindretallet havde været. – Gul. kap. 266 og Fr. 10–30 betegner thingmændenes vægring ved at skyde sagen som lovran eller thingrov; hvis dette er mere end et billedligt udtryk, maa det betyde, at sagsøgeren havde at fremsætte formelt krav om thingskot, og at thingmændenes vægring ved at efterkomme denne fordring, paa sædvanlig maade er bleven betragtet som ran og har fremkaldt
en straffeklage mod dem, som deri gjorde sig skyldige.[1]
- ↑ Jfr. det hele kapitel med Fr. Brandts afhandling Om Norges dømmende Institutioner gjennem Middelalderen i Langes tidsskrift 5te bind og Aschehougs, Statsforfatningen i Norge og Danmark indtil 1814 §§ 5 og 6.
