Det er i det foregaaende bleven fremholdt, hvorledes de gamle ved private retsmidler søgte at bringe enhver retsstrid til ende, uden at blande det offentlige ind deri. Heller ikke det oldnorske samfund var imidlertid i den ideale tilstand, at det kunde nøie sig med en rettergang, der hvilede paa den forudsætning, at enhver dog sluttelig vilde gjøre sin pligt, naar kun denne blev klar. Men hvor en saadan forudsætning ophørte, var det ogsaa forbi med de private retsmidlers virkeevne. Thi vistnok anerkjendte man nødvendigheden af at give den skadelidende eller krænkede adgang til ved tvangsforholdsregler at faa sit krav fyldestgjort; men staten var, saaledes som den i de ældste love fremtræder for os, allerede stærk nok til at kunne hævde, at denne nødvendighed skulde danne grændsen mellem dens egen og den private mands raadighedssfære. Hvad der gik forud for tvangsforholdsreglernes udøvelse, skede mellem sagsøger og sagvolder og deres fælles venner og bekjendte alene; hvad derimod umiddelbart sigtede til at hidføre deres tilladelighed, maatte ske for det offentlige, og tvangen kun udøves i kraft af dettes dom. Paa den anden side kunne lovenes hidtil gjengivne udførlige og faste bestemmelser om de private retsmidler ikke forstaaes saaledes, Kat deres iagttagelse var det offentlige som saadant ligegyldig. Tværtimod viser deres optagelse i landets retssamlinger saavelsom deres kraftige og regelmæssigt uddannede retsformer samt disses fortrolige forbindelse med og lovfaste indflydelse paa det følgende thingssøgsmaal, at staten forudsatte og krævede, at de stridende parter, inden de kom til thinget, skulde have benyttet de andre udveie til at skabe enighed sig imellem, som retsudviklingen lagde dem i hænde. Til den sky for uden trængende nødvendighed at blande det offentlige ind i deres egne private tvistigheder, der saa fremtrædende viser sig at have udmærket de gamle, svarede altsaa fra det offentliges side en ikke
