til at gjælde alle de forretninger, som en handelsmand afsluttede, hvorsomhelst han optraadte som saadan.
Virkelige særdomstole kjendte de gamle Nordmænd derimod ikke. Den af geistligheden krævede kirkelige jurisdiktion omtales i de os her vedkommende retskilder ikke med et ord[1], og naar kardinalen Vilhelm af Sabina i 1247 yttrer, at den i fuld mon var det norske præsterskab tildel, tør Keyser have ret, naar han i sin kirkehistorie 1ste del p. 460 udtaler den formodning, at dette kun sagdes for at tjene som støtte for senere tiders krav. Derimod kunde man maaske ville anse det saakaldte hirdstævne for en art priviligeret domstol; thi paa dette afgjordes, hvis man tør slutte tilbage fra Magnus lagabøters hirdskraa, sager, anlagte mod hirdmændene af kongen, og som det af Haakon Haakonssøns saga kap. 52 sees, ogsaa sager mellem hirdmændene indbyrdes. Imidlertid udtaler endnu den nævnte hirdskraa i sit kap. 34, at hirdmændene vare forpligtede til at lade sig søge ved de almindelige retter, og det synes overhovedet kun at have været sager angaaende personlige fornærmelser inden hirden samt tjenestesager, der kom til behandling paa dens stævne. Selv et søgsmaal, som det mod Sigurd af Steig, hvor kongen var klager, sagvolderen en lendermand, og hvor spørgsmaalet angik dennes benyttelse af sin paastaaede lensret, anlagdes for landets almindelige domstole. Hirdstævnets domsmyndighed maa derfor kun opfattes som en lempelig anvendelse af den urgamle ret, der hævdedes af ethvert paa en eller anden maade afsluttet samfund, selv at dømme i sine indre tvistigheder, og den kan ikke stilles høiere end den adgang, Gul. kap. 187 aabner deltagerne i et gilde til at „setia þá sök þar, ef þeir kunnu lög“, eller den ubetingede ret, som Bj. kap. 42 tillægger skipper og mandskab til at dømme i opkomne sager ombord. – Endelig maa det heller ikke betragtes som en forret, at en lendermand, som det saa udtrykkeligt siges i beretningerne om Sigurd af Steigs proces, ikke kunde gjøres utlæg paa heredsthinget. Dette fulgte nemlig ligefrem af hans embedsvirksomhed, der ikke
var indskrænket til en enkelt bygd, men strakte sig over det hele
- ↑ Se iøvrigt Fr. Brandt i Langes tidsskrift 5te bind p. 120 flg.
