fylke.[1] Ikke heredet, men fylket var en lendermands hjem, og det tilkom derfor kun det sidste at dømme ham. For det egentlige Thrøndelagen, hvor fylker og hereder faldt sammen, udtrykkes den samme tanke i Fr. 4–52 saaledes, at der maatte to fylker til for at gjøre en lendermand utlæg. I de to foregaaeade kapitler bestemmes det – selvfølgelig grundet paa lignende betragtninger – at fire fylker krævedes mod jarl og hele lagdømmet mod konge; en følge af dette sidste er atter, hvad vi erfare af søgsmaalet mod Sigurd af Steig, at sager mellem konger indbyrdes blot kunde anlægges ved et af de store lagthing.
Derimod er det ingenlunde klart, om en sag i almindelighed for at kunne komme for et videre thing maatte have været for de mindre. I Egil Skallagrimssøns bekjendte retstvist med Berg-Anund sees stævningen strax at være skeet til Gulathing og i Fr. 1–2, hvor de sager nævnes, som Frostathing havde at dømme i, skeer opregningen i følgende udtryk: „(De) skulle dømme lov om de sager, som hid ere skudte med ret thingskot efter det, som lovbogen siger, og om de sager, hvori mænd lægge sine hænder sammen for to vidner, naar det vidnesbyrd fremkommer.“ Her gjøres det altsaa ikke til nogen betingelse, at sagen skal have været ved et foregaaende thing; thi dels sees det af Gul. kap. 266, at man brugte udtrykket at skyde til things og følgelig ogsaa thingskot ikke alene om skyden fra thing til thing, men ogsaa om at skyde til første thing, og dels nævnes ogsaa sager, hvori thingskot ikke var skeet. Paa den anden side kan det anføres, at lovenes mere eller mindre skarpt fremtrædende forudsætning overalt synes at være, at det almindelige sagsanlæg skede for bygdethinget, samt at der paa flere steder haves udtrykkelige bestemmelser om instantsfølgen. Saaledes siger Gul. kap. 35: „Men hvis de ikke alle blive enige om ét paa fjerdingsthinget, da kan man skyde sagen med to vidner til fylkesthinget. Men den af dem, som da endnu ikke synes at faa lov og ret, da kan han alene idet fald skyde til Gulathing, hvis en fjerdedel af
mændene gaar fra thinget og kalder det lov, som han siger; da
- ↑ Jfr. f. ex. Gul. kap. 3.
