Gul. kap. 120 paa følgende utydelige maade:. „Alt det som er gjort i kjøbstaden, da skal det skiftes efter kjøbstadsretten; alt det, som er gjort efter heredsretten og vedkommer os heredsmænd imellem, da skal det søges efter heredsretten.“ Man skulde heraf nærmest kunne slutte, at et nyt princip var opstillet for sagsanlægget, idet stedet for forpligtelsers opstaaen ogsaa skulde være stedet for deres paatale, en tanke de gamle love ellers kun kjende i misgjerningssager. Fr.lovens tilsvarende bestemmelse i 10–32 giver imidlertid en anden forstaaelse. Det heder nemlig her: „Hvis den sag skal søges i heredet, som er gjort i kjøbstaden, da skal den søges efter Fr.retten og dømmes efter bjarkøretten; men hvis den sag skal søges i kjøbstaden, der er gjort i heredet, da skal den søges efter bjarkøretten, men dømmes efter Fr.retten.“ Heraf sees, at det kun var med hensyn til deres materielle indhold, men ikke med hensyn til deres territorier,at de to love stod mod hin anden, og at man, naar de ovenfor angivne værnethingssætninger krævede sagens anlæg i heredet, paa dettes thing ligesaa godt kunde dømme efter byretten, som i det omvendte fald paa bymødet efter landslovene. Det skjønnes altsaa, at bjarkøretten ikke forholdt sig til rigets øvrige retssystem som en inden visse bestemt afgrændsede landsdele gjældende og udøvet lovgivning, men at den meget mere kun vedkom visse retsforhold, der vistnok i almindelighed knyttede sig til kjøbstaden og herigjennem erholdt sin særegne karakter, men hvis eiendommeligheder dog anerkjendtes og opretholdtes ogsaa ved thingene paa landet. Imidlertid fulgte det af sig selv, at sagsanlæggets former maatte rette sig efter den domstols fordringer, for hvilken det skede. Spørges nu, hvilke slags sager, der saaledes blev at bedømme efter bjarkøretten, saa giver Gul. kap. 120 en del af svaret: de, der angik forpligtelser eller forhold, stiftede i kjøbstaden, og Bj. kap. 42 tilføier: „Bjarkøretten er (d. e. gjælder) paa fiskenæs og i sildevær og i kjøbfærder.“ Dette vil følgelig sige, at alle sager opstaaede under forhold, hvor en økonomisk virksomhed havde fremkaldt en større, mere eller mindre varig forsamling af næringsdrivende, blev at anse efter bjarkøret, samt at dennes gyldighed udvidedes
