tjent til at gjøre en, vistnok i det hele taget kun sjelden indtrædende, dissents mellem thingmændene endnu mindre sandsynlig. Iøvrigt skulle vi ikke nærmere opholde os ved dette emne, da det andetsteds allerede har fundet tilstrækkelig drøftelse.[1]
Under thingordningens behandling indgaar ogsaa spørgsmaalet om, i hvilken bygd thing for de enkelte sager blev at stævne, eller med nutidens juridiske udtryk, hvilke regler der gjaldt om værnethinget. Lovene give nemlig herpaa intet ganske ligefremt svar, og vi maa mere af, hvad der ikke siges, end af hvad der siges, slutte os til deres mening. Som vi have seet, var det en saagodtsom undtagelsesfri sætning, at kraf og kvaða skulde ske i den sagsøgtes bolig, hvorfor stævningen til disse retshandlinger ogsaa teknisk betegnedes som heimstefna. Ligeledes vide vi, at skiladomen blev at sætte enten paa den sagsøgtes gaard eller paa det sædvanlige domsted i hans hjembygd. Men i flugt med disse private optrin omtale kilderne thinget uden i regelen at give den ringeste antydning af, at scenen nu forlagdes til en anden bygd. Vistnok ligger den nærmeste grund dertil i den forudsætning at begge parter tilhørte samme thingkreds, hvilket tilfælde i almindelighed synes at have staaet lovkoncipisterne for øie; men havde man havt en regel, der f. ex. henlagde thingforhandlingerne til klagerens hjemsted; maatte dette dog ogsaa hist og her være bleven hentydet til, ligesom der maatte have gjældt bestemte frister for den indstævntes forpligtelse til at indfinde sig. Noget saadant er der imidlertid i kilderne for almindelige tilfælder intet spor til; de frister, som sættes for stævningen, ere meget mere kun at anvende, naar den sagsøgte ikke befandt sig i sit hjem, og tiden retter sig efter hans opholdssteds afstand fra dette.[2] Ganske uden umiddelbare vidnesbyrd ere vi heller ikke. Naar saaledes Gul. kap. 34 i en enkelt art sager lader thinget erklære sagsøgte fredløs for sagsøgeren og alle samthingsbønderne (samþingendr), saa kan dette kun forstaaes om dem, der hørte til den samme thingkreds som
den fredløse; naar det følgende kap. 35 tillader den sagsøgte at
